Cecilie Bønnelycke anbefaler

At diskutere køn og seksualmoral er ikke så nyt et fænomen, som man måske skulle tro. Historiker og museumsinspektør Cecilie Bønnelycke besøgte d. 26. oktober Historieklubben på Amager – og fortalte med udgangspunkt i sin bog “Sædelighedsfejden” - om første gang man i Danmark vovede offentligt at diskutere og sætte spørgsmålstegn ved de eksisterende seksuelle normer.

Efter foredraget spurgte vi Cecilie Bønnelycke om hun kunne anbefale tre bøger om København til Bag om Københavns læsere.

- Godt, her kommer mine tre anbefalinger.

- "Byen Tæmmes" af Karin Lützen er en velskrevet fagbog, der gør én klogere på, hvordan sociale reformer og velgørende foreninger i løbet af 1800-tallet bidrog til at tæmme, forme og danne København og dens borgere – og til at skabe idealet om kernefamilien som rammen om det gode liv.

- Fotobogen, "Byen der forsvandt", hvori man kan gå på opdagelse i det gamle, det slummede, det smukke, det slidte, det skønne og nu forsvundne Københavns kvarterer og gader, sådan som fotografen Leif Ziegler forevigede det i årene 1961-1972.

- "Hærværk" af Tom Kristensen er en rejse tilbage til Københavns gader anno 1930, hvor byens regnvåde gader danner ramme om hovedpersonens hærværk mod sig selv.

10.11.20