De bedste romaner fra Island

Islandske forfattere markerer sig stærkt på den nordiske litteraturhimmel.

Jeg har haft en forkærlighed for islandsk litteratur lige siden, jeg som helt ung flyttede til Hvolsvöllur (en lille by på det sydlige Island) for at træne islandske heste. Dengang kastede jeg mig over den islandske litteratur for at blive klogere på landets historie og (efter min mening) ret besynderlige kultur. Nu læser jeg islandske romaner for at svælge i beskrivelserne af mit andet hjemlands smukke natur og excentriske karakterer - og alt det andet umiskendeligt islandske, som er meget svært at sætte en finger på.

Historie

I listen herunder kan du se mine yndlingsbøger af islandske forfattere. Er du interesseret i Islands historie og beskrivelser af de hårde livsvilkår, der har gjort islændingene så stædige og sejlivede, så vil jeg anbefale Salka Valka af Halldór Laxness. Du kan også kaste dig over Kristín Marja Baldursdóttirs roman om kunstneren Karitas, som kæmper med at forene sine kunstneriske ambitioner med omverdenens forventninger til hende som kvinde, mor og hustru. 

Magi

Vil du hellere udforske den magiske side af Island, hvor naturen råder og mystiske ting sker i tusmørketimerne, så er det forfatteren Sjón, du skal stifte bekendtskab med. Jeg kan især anbefale den lille, poetiske roman Skygge-Baldur, som forfatteren selv beskriver som en komprimeret fortælling om de store ting i livet. Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2005 - yderst velfortjent, vil jeg sige. 

Mening

I 2018 var det også en islænding, der løb med Nordisk Råds Litteraturpris, nemlig Auður Ava Ólafsdóttir. Hendes roman Ar er en finurlig sag om en mand, som efter en traumatiserende skilsmisse beslutter sig for at begå selvmord, men heldigvis kommer på andre tanker. Kristín Marja Baldursdóttirs roman Fra hus til hus handler også om et ungt menneske, som mangler retning i livet og bliver nødt til at vende tingene på hovedet. Denne bog er bestemt også anbefalelsesværdig. 

Oprindeligt skrevet af Emma fra eReolen.

03.02.20