Det bedste af det bedste fra læser til læser

Litterær Luksus' læsere anbefaler det bedste af det bedste.

I det seneste Litterær Luksus nyhedsbrev spurgte vi jer læsere, hvilke tre bøger, I altid anbefaler andre at læse. Det strømmede ind med favoritter og gode anbefalinger til læseoplevelser ud over det sædvanlige, som I gerne vil dele og give til andre. Her er et udpluk af de bedste af de bedste læseoplevelser fra læser til læser. Der er både dansk guld, nordiske perler, klassikere, der kan læses igen og igen og store læseoplevelser fra hele verden på anbefalingsmenuen, og ikke mindst en stor istemmende anbefaling af en helt særlig forfatter. Læs hvem, der kandiderer til at være Litterær Luksus læsernes favoritforfatter, sidst i artiklen.

Dansk guld

Danske forfatteres romaner er i høj kurs og har fundet vej til mange læseres top 3 anbefalinger. Særligt "Kaptajnen og Ann Barbara", "Dødevaskeren" og "Som pesten" går igen på anbefalingslisterne. Puk Qvortrups smukke bog "Ind i en stjerne" får også mange fine ord med på vejen:

"Jeg købte bogen for et par uger siden, efter at jeg for små to år siden lånte den på biblioteket og læste den. Den måtte jeg eje! Romanen fortæller historien om det ultimative tab, den unge, endda gravide kvinde og mor, der mister sin mand, hende, hvis verden derfor går i sort, og som over en lang periode må kæmpe sig op til overfladen, finde et ståsted og genfinde et liv. Det kræver en dygtig fortæller at skrive en bog over dette hændelsesforløb, som man ikke vender sig bort fra, men som man går ind i. Det lykkes overbevisende Puk Qvortrup at drage læseren ind i sin fortælling og bygge op. Midt i smerten er det så smuk en bog, et flot stykke litteratur. Den hører til de bøger, jeg håber at dele med mange." - Jørgen   

Nordiske perler

Læs alt af Jon Kalman Stefansson men start med "Sommerlys og så kommer natten", snyd ikke dig selv for Linda Olssons "Astrid & Veronika"og glem ikke Kerstin Ekmans prisvindende "Hændelser ved vand". Anbefalingerne af nordiske romanperler er mange:

"Hændelser ved vand er en mordhistorie fra det nordlige udkantssverige, men meget mere end det, og den fik da også fuldt fortjent Nordisk Råds litteraturpris i 1994." -Erik

Klassikere, der kan læses igen og igen

Klassikerlæsning går aldrig af mode. Selvom mange af de anbefalede bøger har mange år på bagen, så holder de stadig. Pontoppidans berømte udviklingsroman "Lykke-Per" har fundet vej til rigtig mange top 3 læseranbefalingslister. Det er ikke overraskende. Varme opfordringer lyder der også til at (gen)læse bl.a. Kristofs mesterværk "Det store stilehæfte",  Hans Kirks helt særlige "Skyggespil" eller Inger Christensen fantastiske "Sommerfugledalen":

"Inger Christensens digte er i verdensklasse. Hun skulle have haft nobelprisen for dem, men i det mindste kan de anbefales her – læs ”Sommerfugledalen” for dens fortryllende sprog og glæde ved at være til i denne verden." -Charlotte

Store læseoplevelser fra den store verden

Hvis de fjernere himmelstrøg trækker, er der også anbefalingshjælp at hente. Bliv fx væk i Barcelonas gader i "Vindens skygge", besøg kunstnere og intellektuelle i SoHo, New York i "Det jeg elskede" eller kom tæt på konflikten i Baskerlandet i "Patria": 

"Til et arrangement på Brønshøj Bibliotek mødte jeg i efteråret en gammel klassekammerat fra gymnasiet. I en pause sagde han til mig, at jeg burde læse "Patria". Pligtskyldigst skrev jeg forfatternavn og titel ned og fik her i begyndelsen af 2021 fat i bogen. Over 600 sider, suk! Men, den har sit helt enestående format alle andre steder end i længden. Romanen fortæller historien om to familier, venner, som havner på hver sin side i konflikten i Baskerlandet, og om, hvad konflikten gør ved menneskene. Fortælleteknisk er den overbevisende, psykologisk ligeså. Den er vedkommende, på én gang dybt alvorlig og morsom. Efter læsningen har jeg proklameret, at jeg aldrig har læst noget bedre. Den slags kan man selvfølgelig ikke måle, men altså ... Jeg videregav min begejstring til en norsk ven, der forleden glædede mig med at fortælle, at de på min anbefaling læser romanen i den læsegruppe i Oslo, hun er medlem af. Det er skønt at sætte en litterær kædereaktion i gang." -Jørgen

Murakami-kærlighed

Haruki Murakami-kærligheden er stor. Hans mystiske, surrealistiske og filosofiske universer, hvor det er svært at skelne drømme fra virkelighed er dragende for mange læsere. Hvis man spørger rigtig mange af Litterær Luksus-læserne er Murakamis bøger slet ikke til at komme uden om. Du kan begynde med "Trækopfuglens Krønike", "Kafka på stranden" eller "Første person ental", hvis du endnu har Murakamis magiske virkeligheder til gode. 

Vil du have flere læsetips og anbefalinger? Tilmeld dig nyhedsbrevet "Litterær Luksus" her på hjemmesiden.