Det sker, at redaktionen bliver blød i læseknæene...

13.06.22
...når bogstaver bliver til ord bliver til sætninger bliver til kunst. Og det er netop temaet for nærværende anbefalinger; værker, hvor sproget udmærker sig ganske særligt. Fire styks kan vi diske op med, og det er - må vi advare - med fare for at få alvorligt lyst til at læse de fremhævede titler, at du nu skal begive dig videre i teksten.

Laura anbefaler ’de døde fylder dagene med en smag af mønter’ af Carsten Müller Nielsen

Nogle forfattere kan længe gå under radaren for pludselig at dukke op og tage én med storm. Sådan har jeg det med den danske forfatter Carsten Müller Nielsen, hvis litteratur jeg var så heldig at stifte bekendtskab med via DR Romanklubben i 2020. Her var Carsten Müller Nielsens roman ”de døde fylder dagene med en smag af mønter” nomineret til DR Romanprisen, hvilket betød at bibliotekets DR romanlæseklubber var med til at stemme en vinder ind. Utroligt nok viste det sig, at læseklubberne havde samme smag som jeg, og Carsten Müller Nielsen vandt!

Noget af det jeg især imponeres over er den på én gang meget lette men også fortættede skrivestil, som Müller Nielsen behersker. Vi får lige præcis nok information om omgivelserne og menneskene, til at de står knivskarpe frem for én. De nøgterne men alligevel følelsesladede beskrivelser er lige så skrabede, som de steder romanen omhandler, og hverdagsting som potteplanter og fortov får en særlig betydning i den poetiske fremstilling.

Historien drives kronologisk frem med skiftende fortællervinkel og flashbacks, og de filmiske beskrivelser af forladte landskaber og byer, hvor stilheden er dominerende, skaber en nærmest David Lynch’sk stemning. Digte flettes sammen med en lille roman, hvor vi får historien om et møde mellem to fremmede foruden alle de historier, som følger med dem. Korte sætninger, afsnit af varierende længde og spartansk men alligevel naturlig samtale hovedpersonerne imellem er med til at suge læseren ind i historien. På magisk og begavet vis binder Müller Nielsen fine og skrøbelige tråde mellem nutid, minder og møder mellem mennesker, og selvom emnerne er alvorlige, opleves romanen nærmest som en pageturner i kraft af den underspillede suspense.

Der er ingen tvivl om, at Carsten Müller Nielsen er fascineret af naturen, og en naturlig del af romanen er derfor også de smukke og groteske beskrivelser af strålingens påvirkning af dyr og planter. Egeblade der er store som palmeblade, nåletræer hvis nåle bliver unaturligt små og røde, husdyr der er har mistet synet, og rovdyr der frastår at spise dyr længere nede i fødekæden, fordi de kan fornemme at noget er galt.

Min seneste genlæsning af ”de døde fylder dagene med en smag af mønter” har kun forstærket mit positive indtryk af romanen, som jeg vil anbefale til alle, der kan lide at læse smuk og eftertænksom litteratur. Jeg vil også på det varmeste anbefale forfatterens tre naturhistoriske håndbøger ”Lapidarium”, ”Bestarium” og ”Herbarium”, som består af små finurlige historier om alt fra Knaphulsblomster og Vej-pileurt til Xenon og Ametyst.

Cæcilie anbefaler 'Året' af Tomas Espedal

'Året' er en hudløst ærlig og smuk bog, som jeg vender tilbage til ofte. Den kan både kaldes en roman, en erindringsbog og et langdigt. En genrehybrid, når den er bedst. Sproget er på alle måder fintfølende og sanseligt. Bogen er fuld af sætninger og ord, man kan smage på og mærke. Det er sådan en bog, man læser for de små, sproglige finurligheder og detaljer. En opdagelsesrejse i sproget.

Jeg kan ikke anbefale 'Året' nok - det er en stærk, til tider voldsom, bog om at elske den samme hele livet, selv når kærligheden ikke bliver gengældt og om aldring, desperation og dødslængsel. Jeg-fortælleren har kærlighedssorger, og rejser til Sydfrankrig for at gå i fodsporene på Petrarca; se den kirke, hvor han mødte sit livs kærlighed, Laura, første gang og bestige Mont Ventoux. Senere fortsætter rejsen på et krydstogtskib

med hans gamle far og tilbage til Norge igen. Undervejs bliver det til mange betragtninger om livet og døden. Tomas Espedal skriver hudløst ærligt og smukt. Følelserne og stemningerne flyder ud af siderne. Bogen er en rejse ned i livets mange lag og følelser, hvor desperation og ironi går hånd i hånd. En stor læseoplevelse!

Tage anbefaler ’Dyreliv’ af Auður Ava Ólafsdóttir

'Dyreliv' er en smuk bog med et fængende omslag. Indholdet kredser omkring lys og mørke – og livets opståen og omkostninger. Sprogligt kan man glæde sig over passager af nærmest poetisk skønhed. Som indledningens oplysning

om, at islændingene har kåret ordet: 'en lysmoder' som sprogets smukkeste ord. Det vi på dansk kalder en jordemoder. Jordemoderen hjælper i bogstavelig forstand barnet fra mørket ud i lyset – med alt hvad det indebærer.

“den bedste tid på året til at forstå lyset var når der var mindst af det”

Bogens fortæller er familiens fjerde generation af jordemødre. Hun bor i en lejlighed overtaget efter en lidt excentrisk grandtante, som også var jordemoder. I lejligheden er talrige spor efter mange års arbejde som jordemoder samt efterladte manuskripter, som tyder på, at grandtanten var forud for sin tid mht. forståelse af klimaansvar, balancer og ressourcer – og at mennesket ikke har fortrinsret i forhold til andet liv på planeten.

Romanen kredser om lys og mørke, fødsel og død, livet og lyset og menneskets ansvar for (ikke) at behandle naturen med respekt. Handlingen er yderst stilfærdig. Men glæd dig til, at forfatteren på underfundig vis tager livtag med afgørende spørgsmål i tilværelsen. Vist er der drama i bogen – fra indledningen, hvor lysmoderen præsenteres som nøgle til livet – til slutningen, som foregår i decembermørke med et vejrlig præget af ekstreme lavtryk. Og nordlys, som et afsluttende udflugtsmål, der understreger naturens overdådighed.

 

Susanne anbefaler ’De ansatte’ af Olga Ravn

En arbejdspladsroman, en kollektivroman, en science fiction-fortælling og en sprogligt oplagt og kritisk samtidsroman; ’De ansatte’ er det hele.

Besætningen på det sekstusinde skib er opdelt i menneskelige og menneskelignende ansatte. De er ude i rummet for at indsamle genstande og organismer fra planeten Nyopdagelsen, og undersøge om det er en slags liv, man ikke før har kendt til. Skildringen af besætningen på det sekstusinde skib er opdelt i nummererede vidneudsagn i tilfældig rækkefølge, hvor man som læser ikke får at vide, om det er et menneske eller et menneskelignende væsen, der taler, eller evt. en af de nye organismer.

Vi hører om den påvirkning, de nye organismer har på de ansatte, som fornemmer, at her har vi en slags liv, som de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til. Et vidne taler om at føle sig betragtet, at blive i tvivl om hvem man selv er: ”Er der noget i dem, der vil ud? Eller gemmer de på noget, på den viden, at vi betragter dem?” eller “Lever jeg i centrum af verden, og er jeg betydningsfuld der? Eller er jeg blot et af disse bløde æg i en masse af flere?”. Ravn gør op med det verdenssyn, at mennesket er i centrum og med opdelingen i subjekt-objekt.

Under læsningen opstår der også tvivl om, hvem der er mennesker af rent kød, og hvem der består af tekniske dele. Der tales om, hvorvidt man er født eller skabt, eller om man kan opdateres eller ikke. “Jeg sagde: Min puls vil slå, indtil den ikke slår, mens din puls kan tændes og slukkes. Hun sagde: hvor ved du det fra, at der intet sker i mig, når jeg er slukket? Slukket er et begreb, I har fundet på, som en form for død for os. Ikke ved bevidsthed.” Undervejs konfronteres vi flere gange med dilemmaet, om hvorvidt mennesket eller det menneskelignende (robotten) er den bedst egnede til at arbejde, som f.eks. når mennesket ønsker at sidde lidt.

Det samfundskritiske i Olga Ravns roman fornægter sig ikke, som her hvor et vidne er kritisk overfor Organisationen: “Jeg ved, at I intet ondt ønsker mig, så længe jeg indordner mig arbejdsgangen og er loyal overfor organisationens værdier. Nej jeg ønsker ikke at fremføre noget, der kan opfattes som illoyal kritik. ….Ja at det betyder, jeg skal undvære talens brug, det er jeg indforstået med. Det giver jeg mit samtykke til. Hvornår?” 

Menneskene lider under savnet af det, som var, f.eks. mor: “Da barnet lagde sin mund mod mig, der var jeg både krop og ting for barnet. Da mælken stod ud af mig, der var jeg både mælken, og jeg var ikke mælken.” Længslen tilbage og de maskinelle arbejdsbetingelser leder frem mod et begyndende oprør, og her skal jeg ikke afsløre slutningen.

'De ansatte' var min største læseoplevelse i 2018.

Er du til litterær luksus?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Bestsellere og anmelderdarlings”

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Bestsellere og anmelderdarlings”