foto_mark_solborg
foto_maniscalco

Enige om Ellington - når jazzmusikere læser og lytter

01.07.19
Benjamin Koppel(sax) og Mark Solborg (gui) er begge fremragende lyttere og læsere - ud over at være blandt de mest spændende og dynamiske stemmer på den danske jazzscene her og nu. Her er deres eksklusive Top 5 bøger/musik

Energibundter, stort set jævnaldrende, bosat i Valby og enige om, at "The Duke" skal med på en Top 5
- og så har de begge netop været i hver deres nummer af Jazz Special (nr.166 og nr.164) med fyldige interviews.

Koppel (f.1974 - som blæser i saxen) og Solborg (f.1972 - til venstre på bandfotoet) har, udover deres instrumentelle præstationer, været primus motorer i flere henseender på en genopblomstret dansk jazzscene.
Således fx i musikforlagene ILK og Cowbell med dertilhørende flotte programmer på Copenhagen Jazzfestival - også i 2019.
Men ud over ilden og energien, så går de også til musikken på en begavet og helhedsorienteret måde - og har sågar meninger.
Og dét kommer ikke ud af det blå, de lytter og læser nemlig:
 

Benjamin Koppel
Litteratur
1. Karel Capek: Krigen mod salamandrene
2. Stefan Zweig: Verden af i går
3. Hans Scherfig: Frydenholm
4. Primo Levi: Hvis dette er et menneske
5. Luis Buñuel: Mit sidste suk

Musik
1. Messiaen : Turangalila-symfonien
2. Duke Ellington: Black, Brown & Beige 
3. Stevie Wonder: Songs in the key of life 
4. Brahms: Symfoni nr. 4 (indspilning med dirigent Furtwängler)
5. Sonny Rollins: Saxophone Colossus

Mark Solborg
Litteratur
1. The Collected Stories - Arthur C. Clarke
"Egentlig nærmest hvad som helst han har skrevet. Klassikeren er jo A space Odyssey (2001-3001!).
Men her alle de kortere historier. Æd dem lidt ad gangen eller tag hele perlerækken i et hug. Det er, stadigt idag, nysgerrigt og visionært. ..så nøgternt og formfuldendt formuleret. Som Stravinsky eller Ligeti."

2. Kærlighed i Koleraens Tid - Gabriel Garcia Marques
"Krønike over en tid, en udvikling, en familie.. ..man kan fornemme tiden og proportionerne i de liv vi lever - og det der former dem.
Fra jeg var 15 og op i tyverne åd jeg den sydamerikanske magiske realisme med hud og hår. Marques, Borges, Allende o.s.v
Det er så frodigt og vildtvoksende, romantisk og intelligent på en måde der udfordrer og løfter os som de drømmende væsner vi er.
Jeg har siden genfundet den samme varme i forskellige former hos Murakami, Siri Hustvedt, Jonathan Safran Foer, Umberto Eco, John Irving o.a.
For et par år siden tog Pulitzer vinder Junot Diaz genren et skridt videre med “The Brief Wondrous Life of Oscar Wao”."

3. Beneath The Underdog - Charles Mingus
"Mingus var et usædvanligt gadekryds af Afro-amerikansk, Kinesisk, Indiansk og Tysk-Amerikansk herkomst.
…som halvt dansker halvt argentiner var der, uden sammeligning iøvrigt, en slags ressonans da jeg læste denne forrygende selvbiografi.
Alene åbnings- sekvensen hvor Mingus refererer en session med hans terapeut, eller historien om hvordan han toilettræner sin kat er helt ubetalelig.
En gudsbenådet komponist og musiker, en diva, en revolutionær, provo og meget andet. Jeg køber hele pakken.
Da jeg studerede i USA åd jeg en del amerikansk litteratur. Selvfølgelig også Kerouac (On the Road selvfølgelig), Bukowski, Burroughs, Auster m. fl.Der er meget guld her - og måske en slags forståelse af den amerikanske kultur."

4. Dværgen - Par Lagerkvist
"Lagerkvist trækker os med ind i den sorteste del af den menneskelige psyke - set gennem dens egne øjne. Jeg læste den i mine 20’ere og Dværgen satte sig bare fast - længe. Ligesom med Dostojevski bliver man spist og gennemtygget før man kommer ud på den anden side. Forhåbentlig lidt klogere. Stadigt yderst aktuel - især med det seneste folketingsvalg og den generelle politiske scene in mente."

5. Det Værste og Det Bedste - Søren Ulrich Thomsen, Illustreret af Ib Spang Olsen
"Det er så ærligt, så hudløst og nagler det der foregår mellem to mennesker der elsker hinanden, og i livet generelt, så præcist at man bare kan sige: Ja.
Jeg bliver ramt hver gang. Tak for den."

……av - så har jeg jo slet ikke været omkring de lidt mere fag-nørdede ting.
Et enkelt wildcard, man sagtens kan læse uden at være musiker eller komponist, kunne være Stravinsky’s Musikalsk Poetik - en serie på 6 foredrag givet på Harvard i 1940’erne. Stravinsky er altid inspirerende. Knivskarp og varm.

OG - til sommerbørnene er Jakob Wegelius’ Morderens Abe en frodig og forrygende fortælling der holder til hele familien. Man kan kun begejstres over Wegelius sprudlende karaktér galleri og eventyrlige skrivning.

Musik
1. Jimmy Giuffre - 1961 (Thesis & Fusion)
"Hos Giuffre smelter det abstrakte og det melodisk/poetiske sammen. Her med en ung Steve Swallow (på kontrabas) og Paul Bley. Hør f.eks. Carla Bley kompositionen Jesus Maria."

2. Gorecki - 3rd Symphony (Symphony of Sorrowful Songs)
"Polske Gorecki er her monumental i sit mesterværk over krigens smerte. Den skal have sin tid - og er endnu mere fantastisk live. Jeg hørte den oprindeligt i The Metropolitan Opera, NYC. Den findes i en stærk version med London Symfonietta med Dawn Upshaw og David Zinman. En ny udgave med den Polske National Radio Symfoni dirigeret af Beth Gibbons er netop ude."

3. Ellington - Far East Suite
"Det er groove, det er jazz, det er Johnny Hodges for fuld udblæsning på Isfahan. Ellington er sammen med Monk og Ornette Coleman en af mine all time favorit-komponister inden for amerikansk jazz."
4. Derek Bailey - Ballads
"Bailey er en mesterlig instrumentbetvinger. Her tager den store improvisator, sent i livet, fat i klassikere fra den amerikanske sangbog og vender vrangen ud på dem.
Det er abstrakt og kompromisløst - tag det evt. lidt ad gangen."

5. Caetano Veloso - Livro
"Jeg vender jævnligt tilbage til det Brasilianske der rammer mig med guitarisme, original harmonik og en forrygende utæmmeligt fraseret melodik. Under min konservatorie-uddannelse var jeg på studietur til Belo Horizonte og Rio, og så tilbragte jeg en uge på Vallekilde sommerstævnet med Hermeto Pascoal - og var sendt til tælling (!). Der er mange fantastiske: Joao Bosco, Elis Regina, Joao Gilberto, Gilberto Gil, Nascimiento og selvfølgelig mester Tom Jobim. Caetano er nok mest kendt for hans “Cucurrucucu Paloma” fra Almodovars “Hable Con Ella” (https://www.youtube.com/watch?v=1emgUdD3_pE). Her er det en af hans egne store, lidt mere moderne, albums. En smeltedigel uden lige."

Her er tre lidt yngre tracks der har vakt min nysgerrighed:

Dirty Projectors - Temecula Sunrise
Feist - Pleasure
Gabriel Kahane - November


Vil du vide mere, så få fat i Jazz Special 164 og 166. 
Har dit bibliotek ikke bladet, så prøv hos Jazzcup i Gothersgade.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Materialer
Spørg biblioteket