Fem bøger i spil til ’Bedste danske bog i 20 år’

29.09.22
Fem fremragende romaner er nominerede til at blive "Den bedste danske bog i 20 år", og du kan være med til at bestemme om Kirsten Thorup, Leonora Christine Skov, Naja Marie Aidt, Christian Jungersen eller Carsten Jensen skal vinde æren og titlen.

Litteratursiden fylder 20 år, og det skal fejres! I selskab med litteraturglade læsere skal det afgøres, hvilken dansk roman der skal have titlen som "Den bedste danske bog i 20 år". Fem romaner udgivet i perioden 2002-2022 er i spil, og du kan være med til at bestemme hvilken forfatter der skal stå med buketten når vinderen offentliggøres på årets Bogforum. Har du endnu ikke læst alle romanerne, så skynd dig ned på biblioteket eller gå ind på eReolen og læs løs inden krydset skal være sat d. 9. oktober.

Uforglemmelige læseoplevelser gennem 20 år

De fem nominerede titler er blevet indstillet af læsere landet over, og i feltet ser vi vidt forskellige bøger, der alle taler ind i nogle af de temaer og tendenser som har kendetegnet de to årtier. Her er autofiktion, når det er bedst, skarpe samtidsskildringer og forrygende historiske romaner. Litteratursidens opfordring har fået rigtig mange til at reflektere over, hvilken bog der har betydet mest for dem i perioden. De gode begrundelser for indstillingerne vidner om stor begejstring for litteraturen, og at folk ikke blot husker bøger fra de sidste par år, men også de stærke læseoplevelser, der ligger 15-20 år tilbage.

De 5 nominerede bøger 

Indtil vanvid, indtil døden (2020)

Kirsten Thorups fængslende historiske roman er den nyeste på listen, og den har sat dybe spor hos mange. Therese, litteraturformidler fra Brønshøj Bibliotek, anbefaler romanen med disse ord: 'Ret rystende læsning. En dansk kvinde rejser fra sine to små børn i 1942, for at tage til München. Hendes mand er død ved østfronten og hun tager afsted for at dulme sorgen, og for at hjælpe til i krigen. Hun skal bo hos sin mands tyske kollega, en højtstående militærmand, og hans danske kone. I løbet af de fire måneder hun er der, går det op for hende hvor grusomt et system  hun er vidne til udfolder sig omkring hende, helt ind i den velhavende familie hun bor hos. Velresearchet historie med rigtig interessante person- og miljøskildringer. God bog! Se Thereses anbefaling på Københavns Bibliotekers Instagramprofil 

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017)

Naja Marie Aidts uafrystelige bog om sorgen over at miste et barn er skrevet fra smertens sted. Som flere læsere har skrevet, mærker man den kropslige smerte på egen krop: 'Jeg kan ikke komme i tanker om en større forfattermæssig og menneskelig kraftpræstation end at skrive det værk. I øvrigt et værk der er så stærkt og smukt til trods for den dystre baggrund, og ikke mindst med Naja Marie Aidts vanlige skønhed i sproget og poesien.' skriver en af de læsere der har indstillet bogen til prisen. Aidt kredser om forudanelser og sætter ord på en smerte, der ellers er ordløs. Hun søger et sprog for sorgen ved at læse andre forfattere, og det lykkes hende at beskrive den sønderrivende sorg på en måde, som ikke er set før.

Vi, de druknede (2006)

Carsten Jensen har skrevet en storslået slægtskrønike om tre generationer af sømænd fra Marstal på Ærø fra krigsudbruddet i 1848 til Danmarks befrielse i 1945. Han er ud over at være en skarp stemme i samfundsdebatten en fremragende historiefortæller, og det fremhæves af flere læsere: 'For det første er den en fantastisk fortælling. Dernæst er handlingen en lang crescendo. Noget af det bedste jeg har læst, nogensinde', skriver en af de læsere der har indstillet bogen til prisen. Vi, de druknede' er en dramatisk generationsroman om mænd med udlængsel og en inderlig trang til at opleve verden, fjernt fra livet i Marstal. Det er en fortælling om helte og skurke med stærke følelser som død, had og længsel.

Undtagelsen (2004)

Christian Jungersens psykologiske spændingsroman om venskab og mobning på arbejdspladsen har begejstret mange læsere gennem årene. Litterær Luksus skribent Laura fra Christianshavns Bibliotek indstillede sidste år at romanen til klassikerstatus med ordene: 'Det er ikke ofte, man har fornøjelsen af at læse en arbejdspladsthriller, som både er utrolig velskrevet, og som samtidig er så spændende, at man ikke kan lægge den fra sig. Folkemord, mobning og falske erindringer er omdrejningspunkterne i den komplekse roman af Jungersen, som bruger sin historie til at synliggøre virkelighedens små og store forbrydelser ved at kradse lakken godt og grundigt af den pæne overflade.' Læs Lauras anbefaling her

Den der lever stille (2018)

Leonora Christina Skov har skrevet en hjerteskærende autofiktiv roman, som mange læsere har kunnet spejle sig i. Lene, der er litteraturformidler på Valby Bibliotek skriver:: 'En stærk og autofiktiv fortælling om at vokse op i krydsfeltet mellem provinsliv, en syg mor og en spirende, lesbisk seksualitet. Romanen giver stemme til unge LGBT-personer og er blevet rost for at sætte ord på erfaringen med at springe ud og blive udskammet, og på de modstridende følelser af skyld, skam og vilje til at være sig selv, der kan følge i kølvandet.' Læs Lenes anbefaling her

Ninna fra Vigerslev Bibliotek er også berørt af bogen og skriver: 'Familiehistorie, der går lige i hjertet. Miskommunikationen internt i familien går igen i Leonora Christina Skovs autobiografi, men nu på mørkere og mere forknudret vis. For hvad stiller du op, når dine forældre ikke vil acceptere dig eller udvise kærlighed? ’Den der lever stille’ går lige i hjertet og hjernen, for selv folk med en nogenlunde harmonisk opvækst vil kunne spejle sig i følelsen af ensomhed og misforståelser i de formende ungdomsår. Læs Ninnas anbefaling her

Afstemning og prisoverrækkelse

Afstemningen løber til og med d. 9. oktober. Når du stemmer, deltager du samtidig i lodtrækningen om fem bogpakker med de shortlistede bøger. 

Her kan du stemme på din favorit

Prisen til 'Bedste danske bog fra de seneste 20 år' overrækkes på Litteratursidens stand på Bogforum den 4. november som del af fejringen af Litteratursidens 20 års jubilæum. 

Læs mere om prisen på Litteratursiden.dk

Oprindeligt skrevet af Lise Vandborg, Chefredaktør Litteratursiden.

Materialer