Fem spørgsmål til biosemiotikeren

24.02.14
I sin seneste bog 'Overfladens dyb - da kroppen blev psykisk' er Jesper Hoffmeyer på videnskabelig jagt efter 'sjælen'. Læs her et mini-interview med 5 friske spørgsmål til en af dansk naturvidenskabs grand old men

Hvad handler Marius-postyret om, set med biosemiotiske briller?

Postyret om Marius er bl. a. udtryk for, at mange mennesker har et fuldstændigt urealistisk forhold til, hvad natur er. Jeg så på facebook en kvinde, der indigneret forlangte, at zoo skulle behandle dyrene humant. Humant - det betyder jo menneskekærligt. Men dyr er ikke mennesker. Walt Disneys fremstilling af dyr som menneskelige væsner har sikkert en stor del af skylden for denne misforståede opfattelse af dyrelivet. Og fordi biosemiotikken netop hævder, at dyrs oplevelesesliv bør være et centrum for biologien, bliver biosemiotikken tit beskyldt for at “disneyficere” naturen. Men det er misforstået, for den omstændighed, at dyr har et oplevelsesliv, indebærer ikke, at deres oplevelsesliv er af samme art som menneskenes. Hvad en flagermus oplever, er ikke til at vide, men den oplever f. eks. helt sikkert ikke julen som noget særligt, og den har ingen anelse om, hvorvidt der eksisterer enhjørninge eller ej.

I bogen ’Overfladens dyb’ er du inde på ordet ’sjæl’.
Hvorfor volder det mennesker så store problemer at bruge – eller lade være med at bruge – dette ord?

 Jeg vil gerne komme ind på sjælens problem i mit foredrag. For at sige det meget kort: Sjælen er blevet et tilflugtssted for alle de sider af menneskelivet, som lades i stikken af en natur- og lægevidenskab, der behandler menesker som om, de var aldeles sjælløse. Det er præcis derfor et biosemiotisk baseret menneskesyn er nødvendigt.

Har din opfattelse flyttet sig siden bogen udkom i 2012?

Ikke på det punkt.

Hvordan synes du det går med formidlingen af naturvidenskab dags dato i Danmark?

Journalister er mestendels mikrofonholdere for forskere, der er dygtige til at sælge deres forskning til medierne i håb om at rane større pengestrømme over til deres felt. Man støder så godt som aldrig på journalistiske indslag, der stiller kritiske spørgsmål til de dybere præmisser (det paradigme), som forskningen tager for givet. Der er ellers nok at tage fat på skulle man synes. Lægevidenskabens afmagt over for menneskets psykologiske lidelser, er vel sigende. Jeg vil kalde det den største skandale i nutidens lægevidenskab. Et andet eksempel: Befolkningens indgroede skræk for gmo er jo et udtryk for, at det er lykkedes forskere og journalister i skøn forening at få os alle sammen til at tro, at DNA er den hellige gral. Hvis det var tilfældet, så er det jo fornuftigt nok at være bekymret for gmo. Men det er ikke tilfældet; det er et falsum, og det kunne dygtige journalister godt have hjulpet til med at forklare allerede for 20 år siden.

Klimaforandringer:  kan man sige noget om sådan et emne med biosemiotiske briller?

Her er et felt, hvor biosemiotikken intet har at sige. Og dog, en ting måske, nu vi er ved gmo, for gmo er jo dybest set en slags semiotisk teknik, der sigter på at fortælle f. eks. majsplanterne det trick, der skal til for, at de kan undgå, at sommerfuglelarverne gnasker løs på dem. Hvis man ved at sætte et passende gen ind i majsplanterne, kan undgå at skulle sprøjte markerne 15 gange årligt, så må der være en anselig energibesparelse. Dels er kemikalierne produceret ud fra olie, og dels vil man spare benzin til at transportere sprøjtemidelerne rundt i landet samt til at køre traktorerne rundt på markerne 15 gange om året. Det drejer sig jo om kæmpeomåder rundt omkring i verden, så det ville kunne mærkes på CO-2 udslippet.

Og: hvad er det med skønlitteraturen? Hvad er det den kan?

Biologer har i snart hundrede år moret sig med at tegne et portræt af mennesket som en utrolig smart og kompleks maskine, en overlevelsesmaskine for generne, som Richard Dawkins slagfærdigt udtrykte det. Jeg vil råde folk til at bruge skønlitteraturen til at få indsigt i, hvad vi mennesker er for nogle utrolige skabninger. Det er andet er for dumt. Og selv om biosemiotikken gerne skulle fungere som et korrektiv til den traditionelle biologis maskinopfattelse, så vil den på ingen måde kunne erstatte kunstens. Biosemiotikken kan forklare, at vi er sjælfulde mennesker og ikke maskiner. Men at forstå sjælfuldhedens mangfoldige udtryksformer, er en opgave, vi må overlade til kunsten.

 


 

 

for at skrive en kommentar.
Materialer