Forårets fedeste spiloplevelse! - ”Tom Clancys: The Division”

Af Københavns Biblioteker
18.03.16
Et af de mest ventede spil nogensinde har set dagens lys. "Tom Clancys: The Division" udkom 8. Marts -- men kan det leve op til hypen? Svaret er Ja!

Så blev det endelig tid. D. 8 Marts 2016 udgav Ubisoft det længe ventede spil, Spillet hvis grafiske trailer og præmis tog alle med storm for næsten 3 år siden da det i 2013 første gang så dagens lys ved E3 spilmessen i Los Angeles. Alle har været spændt på om spillet kunne leve op til hypen og ud fra anmeldelserne at dømme er der overvejende positive, men delte meninger om det. Hermed et blik på det fra bibliotekets side.


Historien:
Vi er i New York i en nær fremtid. En dystopisk udgave af en del af Manhattan hvor store dele af befolkningen er døde af eller ramt af en resistent udgave af sygdommen kopper. En pandemi der udbrød på åretst største shoppedag ”Black Friday”
Byen er ødelagt, institutionerne er brudt sammen og der foregår en kamp mellem de resterende sygdomsbekæmpende og militære myndigheder kendt som JTF og flere forskellige bander der har overtaget i store områder af byen.


Spillet:
Du er som spiller en specialagent i den særlige division af Homeland Security som hjælper med at rette op på det kaos der er opstået. Sammen med andre agenter skal du løse eller kæmpe dig igennem alt fra bandevold til rensning af forskellige områder af byen.
Spillet er et tredjepersons skydespil, bygget op omkring rollespilselementer som levels og loot. Det vil sige at du bliver stærkere og stærkere i takt med at du løser missioner og får erfaringspoint.
Dit udstyr udvikler sig hen ad vejen og du låser op for flere og mere avancerede evner jo længere du når i spillet.
I det normale spil er handler det om at alene eller i en gruppe med op til 3 andre spillere at kæmpe med og imod omgivelserne på missioner af varierende længde og sværhedsgrad. Ellers kan du vælge at bevæge dig ind den mørke zone (Dark Zone), der hvor pandemien har ramt hårdest og der ingen myndigheder er.
Her kan du vælge at kæmpe mod andre grupper af spillere om at få fat på de bedste ting i spillet.
 

Det korte af det lange:
”Tom Clancys: The Division” er et virkelig godt spil. Alene det at spille et apokalypsespil uden zombier er lidt en befrielse. Historien er som i mange andre multiplayerspil lidt tynd, dvs. at man ikke opnår den samme  medfølelse eller rørende øjeblikke som man gør i ”The Last of Us” eller ”The Walking Dead”. Men det gør egentlig ikke noget. Det er nogle andre mekanismer der driver spillet frem. Udfordringen i at klare missioner på hård sværhedsgrad sammen med 3 andre spillere er virkelig fed og det kræver stærkt samarbejde at komme i mål. Udviklingen af dit udstyr, udviklingen af din base og adgangen til nye evner og nye områder har et supergodt flow og du skal konstant tænke strategisk og balancere hvor meget liv du har med hvor meget skade du giver.
Den mørke zone er næsten det bedste! Der er et mikrofonsystem inde i spillet som gør at du kan høre hvad andre grupper i nærheden af din gruppe taler om, hvis de altså ikke har slået det fra. Det er med til at give nogle virkelig højspændte situationer med paranoialignende tilstande, fordi du (hvis du altså kan forstå sproget)kan høre om de andre planlægger at angribe din gruppe og stjæle jeres ting.
Det mås siges at være det første onlinespil hvor en russisk eller tysk ordbog ved siden af dig kan betyde forskellen på liv og død.
Spillet er rigtig flot. Godt nok ikke helt så flot som Ubisoft lovede. Men det er rigtig flot!


Gameplayet er fedt, udfordringerne er store og flowet i spillet er ramt så godt som forventet.
Tommelfingeren er klart opad herfra! Skal du bruge påskeferien og foråret på et spil, så er det dette.
 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket