Forfatter Casper Grundtvig anbefaler

I anledning af Vi elsker bøger festivalen har vi fået to forfattere til at fortælle hvad der har inspireret dem til at blive forfattere og hvad de selv anbefaler - udover deres egne bøger naturligvis. Første forfatter er Casper Grundtvig.

Som barn kunne man finde mig to steder. Enten på en fodboldbane hvor jeg tonsede rundt , eller i hængesofaen i haven med en bog. Måske tænker du ”Hvad skete der Casper? Kom du på landsholdet? Var det dig der lavede Danmarks mål i EM finalen i 92?”.

Desværre ikke, men til gengæld blev jeg forfatter. Når jeg lå i haven kunne jeg komme alle steder hen. Vores familie rejste ikke de samme steder hen som resten af klassen. Når vi kom tilbage fra sommerferien og vores lærer skulle høre os alle om hvor vi havde været sad jeg altid med ondt i maven, og hørte om Spanien, Italien eller Grækenland. Det længste jeg havde været var en campingplads i Tyskland, og selvom jeg havde haft en dejlig ferie, så ændrede det ikke på at der var en stor forskel på lærerens reaktion, når man sagde Tyskland i stedet for Frankrig.
Men hjemme i haven, eller på campingpladsen i Tyskland kunne jeg alligevel komme langt væk. På biblioteket havde jeg lånt en kæmpe stak "Anders And" blade og får mine lommepenge købte jeg "Gåsehud" bøgerne, hver gang vi ramte den 13. i måneden hvor en ny bog udkom. 

Med Anders Ands gakkede tegneserieunivers og Gåsehuds gyserbøger bestod mine ferier nu af rædselsfulde monstre, firkantede æg i Peru og kæmpe slimede hamstere. De to genrer, "Anders And" og "Gåsehud", har lagt bunden for mit forfatterskab. Mine bøger er en blanding af gak og gys, hvor alt kan lade sig gøre og man gerne må tisse i bukserne enten af skræk eller grin. Men nok om mig, det her skal handle om de bøger jeg har læst i sommerferien.


I år skal jeg igen på eventyr - nu med mine egne børn. Jeg har netop købt Erik Barfoeds "Fangeskibet", som vi glæder os til at tage på eventyr i. Vi skal også læse Kasper Hoffs nyeste "Drengen der fik ting i hovedet" - og så skal der læses korrektur og rettes i "Doktor Fusk 3". Det slipper børnene dog for.

Materialer