Forfatter Thomas Arnt anbefaler

I anledning af Vi elsker bøger festivalen har vi fået to forfattere til at fortælle hvad der har inspireret dem til at blive forfattere og hvad de selv anbefaler - udover deres egne bøger naturligvis. Anden forfatter er Thomas Arnt.

"Kadavermarch"


Jeg var alt for lille da jeg læste "Kadavermarch" første gang. Jeg havde lige læst bøgerne om Varulven Eddie og Dracula der drak rød sodavand, så naivt troede jeg at resten af forfatterens bøger var i samme stil. Så sad jeg der, 10 år gammel, og dykkede ned i en kaotisk nær-fremtid, hvor zombievirusen spreder sig over Danmark, med alt hvad den kan trække af blod, indvolde og splat.
Bogen er sindssyg skræmmende (i hvert fald for en 10 årig) og til tider virkelig sjov. Jeg blev dybt fascineret af karakterne i bogen, og Dennis Jürgensens måde at bygge dem op på (og slå dem ihjel). Siden da vidste jeg, at det med zombier, det ville jeg også prøve at skrive om en dag.

"Taran"-serien


Disney lavede en tegnefilmsudgave i 80erne. Den er mere sjælden end god. Bøgerne derimod, var en stor del af mit liv i de år jeg gik fra barn til teenager. Selvom "Taran" levede i en magisk eventyrverden, så var der også en historie om at finde sig selv, vokse op og blive forelsket for første gang. Serien er fyldt med mindeværdige personer, spøjse væsner og mystiske steder, som f.eks. Morvamosen, hvor "Taran" møder tre hekse der måske/måske ikke kan hjælpe ham.
Disney er jo i gang med alle de her live-action-udgaver af deres gamle tegnefilm, og her har de om noget chancen for at gøre skaden god igen.  

 

"Magiens farve"


Da jeg var cirka 15 år læste jeg en hulens masse rollespils-fantasy, som f.eks. "Dragonlance" og "Forgotten Realms". En aften sad min far nede i stuen og skraldgrinede højt over en bog han læste. Jeg blev nysgerrig og fandt ud at det var en bog ved navn "Magiens farve". Da han var færdig snuppede jeg den, og straks var jeg solgt på "Discworlds" komplet gakkede univers. Med ét virkede "Dragonlance" stærkt forældet. "Discworld" var fantasy som jeg aldrig har set det før. Terry Prachett skrev uden sikkerhedsnet, og man fornemmede, at han legede sig frem, i stedet for at følge en traditionel fortællestil.
Især sproget, med alle dets indskudte, spøjse sætninger, fangede mig og farvede min egen tilgang til skrivningen.

"Min ven Thomas"

I slutningen af gymnasiet fik jeg en ny dansklærer. Hun stak os "Min ven Thomas" af Kirsten Holst. Det kunne ikke rage mig mindre, for jeg var jo til fantasy, science fiction og ting der var sjove. Kald det eskapisme fra en meget leverpostejsfarvet hverdag i Nordsjælland. Jeg husker at vi skulle læse de fire første kapitler til ugen efter. Modvilligt gik jeg i gang – og læste den på under et døgn. Bogen var allerede ved at være dateret da jeg læste den, men "Min ven Thomas" var første gang jeg læste noget der tog fat på hvordan det var at være ung og om seksualitet. Ingen ildsprudende drager eller fjollede facader, men virkeligheden uden omsvøb. Beskrivelserne af hovedpersonens usikkerhed og tanker berørte mig dybt.

"Zombie 2.0"

12 årige drenge kan være en svær størrelse at fange med bøger. Jeg var endt som historielærer i en 5.klasse, hvor læsning for mange af drengene var en direkte straf. De hadede når der var planlagt ”læsestund”, som skolen havde som en del af skemaet.
En dag smuttede jeg ned på skolebiblioteket og snuppede den første bog med zombier på forsiden jeg kunne finde. Det var "Zombie 2.0" af Kim Langer. Den dag lavede jeg læsestunden i min 5.klasse om til at jeg læste højt. Jeg havde ved et rent lykketræf ramt jackpot med mit bogvalg. Vi glemte helt at gå i gang med selve undervisningen. I bogen skal gameren Zack, sammen med hans tvillingsøster Zenia kæmpe mod en gal videnskabsmænd og zombier fra oldtidens egypten.
Både drenge og piger var fanget. Jeg var fanget. Efter uger med oplæsning af hele "Zombie 2.0"-serien, så kunne jeg se at et par af drengene selv lånte dem med hjem til frilæsning.
Det var lige deromkring at jeg besluttede mig for at skrive mine egne historier ned.

Materialer