Har du lyst til vandreture og gode læseoplevelser?

26.06.18
Vores bibliotekar Rasmus er blevet nyt redaktionsmedlem for eReolen, hvor han vil formidle digital litteratur. Læs den seneste artikel om gode e-bøger om vandring som motiv i litterære værker fra oldtiden og til idag lige her. E-bøgerne kan lånes via eReolen eller på det fysiske bibliotek.

Udlængslen er for mange ekstra kraftig i sommerperioden. Det er der flere grunde til. Det er blevet mere populært at vandre rundt i sommerlandet og sove i shelters, som der de seneste år er blevet bygget mange flere af i Danmark. Denne liste af anbefalede bøger er derfor særdeles oplagt at tjekke op på, hvis man vil begive sig rundt i landet og læse ude i naturen, (husk nu en power bank, hvis det er eReolens e- og lydbøger, som du vil fordybe dig i). Hvis du blot vil stalke andres bearbejdede vandreture og have en god litterær oplevelse og spare dit fodtøj, så gør du selvfølgelig bare det.

 

Denne følelse af ’Wanderlust’, som tyskerne kalder det, har mange forfattere bearbejdet i skønlitterær form. Rejser og vandringer har været tematiseret hele vejen igennem litteraturhistorien, der er fuld af vandringsmænd og -kvinder. Tænk bare på klassiske værker som Homers Odysseus flakken omkring i det ægæiske øhav og Dante og Vergil, der vandrer ned i helvede i Den Guddommelige Komedie og Don Quijotes fantasifulde og sjove rejser og kampe til ære for den begærede bondepige Dulcinea. I Oplysningstiden og Romantikken blev vandringsmanden også dyrket som figur i litteraturen og kunstens verden, og i den danske litteratur er det selvfølgelig oplagt at fremhæve Søren Kierkegaard og Steen Steensen Blicher, der også både yndede at gå og at skrive om det.

 

Af andre mere moderne litterære værker med spændende vandringer som omdrejningspunkt kan Daniel Kehlmanns Opmålingen af verden varmt anbefales, hvor man kan glæde sig til bl.a. at følge den store naturvidenskabsmand og opdagelsesrejsende Alexander von Humboldts vandringer over stepper og gennem urskove. Ligeså kan W.G Sebalds rejseskildring Saturns Ringe også varmt anbefales. I en blanding af fiktion og selvbiografi rejser vi her til fods langs den engelske østkyst og gennem hedelandskaber, nærmere bestemt Suffolk, og vi kommer som læsere vidt omkring i europæisk historie med alle mulige refleksioner over emner som selvlysende døde sild, udbytning af Congo, europæisk filosofi og samtaler med gamle godsejere. Sebald refererer undervejs bl.a. til Joseph Conrad, hvis romaner Mørkets Hjerte og Nostromo også er defineret ud fra rejser, dog primært til vands. Hvis man synes Saturns ringe lyder spændende, så bør man helt sikkert også stifte bekendtskab med Frédéric Gros filosofiske og litteraturhistoriske refleksioner over vandringer i hans bog Gå! en filosofisk fodrejse.

 

Helt aktuelt er der Theis Ørntofts nye roman Solar, som jeg varmt anbefaler til både biblioteksbrugere, venner og bekendte, hvor vi følger hovedpersonen Theis’ refleksioner over naturen, sine egne lyster og væren bl.a. ned ad Hærvejen på den jyske højderyg og videre ud i et destruktivt, nydelsessøgende og kosmisk amokridt, der kan give mindelser om Tom Kristensens Hærværk og Thomas Espedals nådelsesløse nedturs- og vandringsskildring i  – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, der desværre ikke er på eReolen i øjeblikket. I samme ombæring kunne man nævne Erlend Loes bøger om Doppler, der ligesom Theis skrider fra det hele og begiver sig ud i naturen. Dette foregår i en humoristisk og samfundskritisk stil, der især i andet bind Volvo Lastvagner, der er min personlige favorit af de to, også indeholder så meget for meget metafiktion, at det bliver godt, efter kvalmepunktet er nået.

Materialer
Spørg biblioteket