Holdbare og værd at læse!

04.08.20
Måske ikke spritnye - men fantastiske læseoplevelser!

Hvis du søger inspiration til gode læseoplevelser og ikke er bange for at gå til bøger der ikke er helt nye - så kig på nedenstående! Udover at de er fremragende har de til fælles at der kun er få eksemplarer tilbage i Københavns Biblioteker.
De er stadig i høj grad læsværdige - prøv selv!


al-Tayyib Sálih: Tid til opbrud nordpå

Spændende og fascinerende bog fra Sudan - og alletiders chance for at læse en klassiker fra det afrikanske kontinent.
Bogens fortælling tager udgangspunkt i Sudans tid som engelsk koloni og i hvad kolonitiden har gjort ved menneskerne der har levet i den.

Bogens fortæller er vendt hjem til Sudan efter endt uddannelsesforløb i England og besøger sin hjemby, hvor han får nys om at en fremmed er flyttet til landsbyen. En fremmed der viser sig at gemme på en frygtelig hemmelighed som tager udgangspunkt i hans tid som sudanesisk studerende i London mange år tidligere.
Hvad det er for en grum fortid den fremmede har taget med sig til landsbyen afdækkes langsomt af fortælleren, som nærmest bliver besat af at finde ud af hvad der er sket for forgængeren med det parallelle levnedsforløb.

Som sådan er der tale om en slags psykologisk gengangerfortælling hvor den ydre handling tager udgangspunkt i de konflikter der opstår i kølvandet på sammenstød mellem kulturer, mellem tradition og opbrud og i den undertrykkelse der ligger i et forudindtaget syn på befolkningen selv efter ophøret af kolonitiden.

Bogen er relativt nem at læse, med sansemættede og billedrige skildringer og et uimodståeligt touch af orientalsk gådefuldhed. Det er en historie man sent glemmer.

Bent Vinn Nielsen: Et liv i almindelighed

Bent Vinn Nielsens nyeste bog "Et liv i almindelighed" er et fantastisk flot portræt af en 96-årig knarvorn og helt almindelig ener!!
Indrømmet - jeg har en meget stor svaghed for Bent Vinn Nielsens bøger!
Men det er der bestemt også grund til.

Den nyeste "Et liv i almindelighed" er et portræt af den 96-årige Skat Enevoldsen som fortæller sin historie til en besøgsven - ja, han fortæller historien til "en tingest" som besøgsvennen har med, formentlig er der bare tale om en båndoptager. Enevoldsen er  den altovervejende stemme i bogen - kun suppleret af afsluttende afsnit af besøgsvennen Møller og Pia Svendsen fra plejehjemmet.

Det er langtfra den store dramatik der har præget Enevoldsens lange liv, men det gør på ingen måde fortællingen mindre spændende. Man tror på de relativt korte fortalte afsnit: Sådan har Enevoldsen oplevet begivenhederne. Sådan har tilfældigheder formet Enevoldsens liv. Og sådan har Enevoldsen formet omgivelserne med sin egensindige og let knarvorne, patriarkalske tilgang til tilværelsen.
Sprogligt er fortællingen gengivet mesterligt med detaljer som ovennævnte "tingest" og det konsekvent anvendte begreb en lommetelefon i stedet for en mobiltelefon. Begivenhederne er fortalt fragmentarisk men danner dog tilsammen et hele. Og tegner et billede af en måske nok såre almindelig tilværelse, som dog alligevel skiller sig ud fra mængden!
I besøgsvennens afsluttende overvejelser gengivet:
"Jeg ved ikke, om jeg drømte om noget bestemt, da jeg var ung, men det blev som det blev.
Og det var vel også godt nok".
"Hvad var det, Enevoldsen havde sagt? Hvis andre kunne være tilfreds med et liv i almindelighed, så kunne han vel også.
Han var alligevel en klog mand."

Måske er det ikke rigtigt - men jeg synes ikke at der er nogen der er helt som Bent Vinn Nielsen. Læs ham, og læs også hans tidligere bøger!

Albert Sánchez Piñol: Kold hud

En ung mand skal tilbringe et år på en ø og foretage meteorologiske opmålinger. På øen er udover denne "atmosfæriske officer" kun yderligere et menneske - fyrpasseren.
Optakten ligner en klassisk gyser - måske endda, som udgangspunkt, med mindelser til klassiske ungdomsbøger af Jules Verne...
Det viser sig hurtigt at intet er helt som det burde være, og mange atmosfæriske optegnelser bliver det ikke til for vor navnløse hovedperson.
Den atmosfæriske officer som egentlig skulle afløses er tilsyneladende sporløst forsvundet - og fyrpasseren er i sin ensomhed blevet temmelig sær, grænsende til gal, og af udseende nærmest en vildmand.
Trods dette udgangspunkt, der ville have taget lysten til at blive fra de fleste, vælger vor helt at lade skibet sejle og blive på øen med perspektivet, at afløsning først sker om et år.
Det viser sig hurtigt at tilværelsen er en daglig kamp for overlevelse - en slags halvt menneskelige havmonstre med frøansigter invaderer øen hver nat og forsøger at slå de to beboere ihjel. De natlige kampe bliver barskere og mere desperate dag for dag.
En overraskelse er det også at den vilde mand i fyret har en "Fredag" boende - af temmelig spektakulær karakter: Et kvindeligt havmonster som han i en eller anden grad har tæmmet - og som kommer til at betyde mere og mere som handlingen skrider frem.
Bogen kan sagtens læses som en kulørt gyser men den er meget mere end det! Den er også en fabel om mødet med det fremmede, både udvendigt og i sjælen. Kan man overleve hvis man overvinder sin dybe modvilje mod det man frygter allermest?
Læs den selv - og stift samtidig bekendtskab med noget så relativt sjældent på disse kanter som katalansk litteratur!!

Jodi Picoult: Handle with care

Jodi Picoult forstår altid at sætte sine personer i umulige situationer - til glæde for læserne.
Medfødt knogleskørhed - osteogenesis imperfecta - er en sjælden sygdom, der medfører knoglebrud næsten bogstaveligt for et godt ord. En lille pige med denne sygdom er romanens hovedperson, og de andre personer, hendes mor, far, søster osv. skriver til hende - i du-form - om deres oplevelse af hændelserne. Willow brækker benene i Disney World, men ikke engang i en af forlystelserne - hun snubler i en papirserviet. Sådan er familiens dagligdag.
Så får moren den ide at anlægge sag mod sin læge, som også er hendes bedste veninde. Hun mener ikke, at lægen var grundig nok i sin undersøgelse af fosteret under graviditeten. Men hermed siger hun jo faktisk, at hun ville ønske, Willow ikke var blevet født. Men det hun ønsker, er selvfølgelig en sum penge, der kan købe datteren et bedre liv ...
Jodi Picoult er en forfatter, der ikke kan passes ind i vores almindelige kategorisering af litteraturen. Hun opsøger det kontroversielle, de områder af menneskelivet, hvor klicheer og forudfattede meninger kommer til kort. Alligevel leverer hun femstjernet underholdning. Hun føler sig hverken forpligtet over for happy endings eller populærpessimisme - slutningen skal ikke røbes. Besøg hendes web, læs hvad hun selv siger om sit forfatterskab, og lyt til en podcast om historien bag romanen.


 

Materialer