Hvad læser Luka Ida Holmegaard?

Luka Ida Holmegaard lader sig ikke putte i en kasse, men bevæger sig på tværs af genrer. Hen debuterede i 2015 med den lyse og farverige roman "Emma Emma", og fulgte to år senere op med den noget mørkere roman 'Graceland'. Med sin seneste udgivelse 'Look' fra 2020 træder hen helt væk fra romangenren og leger i stedet med essay-genren på bedste patchwork-agtige vis. Fokus for refleksionerne i 'Look' er kønsidentitet og tøj, og i centrum for handlingen finder vi et jeg, der udforsker kønnet via tekst og tekstiler.

Hvad læser du lige nu?

"I går begyndte jeg at læse Leslie Feinbergs 'Transgender Warriors', som både følger forfatterens eget liv som transkønnet, og samtidig præsenterer viden om transkønnede gennem verdenshistorien. Feinberg har indsamlet en umådelig mængde historier og materiale på tværs af kulturer; f.eks. om Two-Spirit personer i oprindelige amerikanske folkeslag, om transkønnede guder og præster i religioner verden over, og om berømtheder som eks. den franske 1700-tals-diplomat Chevalier d'Eon, der levede både som mand og kvinde i forskellige perioder af sit liv. Transkønnethed har i flere århundreder været skrevet helt ud af den vestlige historie, så jeg synes det var enormt livsbekræftende at læse denne bog, som jeg i den grad vil anbefale."

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

"I vinters pløjede jeg igennem et par af Agnes Henningsens selvbiografier på ingen tid, og de er virkelig vidunderlige. De foregår i slutningen af 1800-tallet og der er bare så meget fart på, Henningsens prosa er fantastisk levende og det er fascinerende at følge hendes fortælling om for eksempel at bryde med normerne for, hvordan man var gift, hvem man kunne være sammen med og hvem der kunne blive forfatter." 

Hvilke bøger anbefaler du altid andre at læse?

" 'Orlando' af Virginia Woolf, 'How to be both' af Ali Smith, 'White Girls' af Hilton Als, 'Peters Revolution' af Morti Vizki, alt hvad Audre Lorde har skrevet, på det seneste 'Detransition Baby' af Torrey Peters og altid masser af Shakespeare-komedier."

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?

"Jeg ville ønske, at jeg havde læst nogle af alle de bøger, som er gået tabt i løbet af historien og som man ikke længere kan læse. Sapfos samlede forfatterskab for eksempel. Tænk hvis man kunne få fingrene i det!" 

Hvilken bog ville du tage med på en øde ø?

"Godt spørgsmål. Det må nok være 'Angels in America' af Tony Kushner. Det er et seks timer langt teaterstykke (meget roman-agtigt når man læser det), som foregår i New York under AIDS-krisen. Den er meget trist, men også sjovt, rørende og smukt. Jeg har læst det masser af gange allerede, så det føles næsten mere som en ven jeg kender godt, og hvis selskab jeg nogle gange opsøger. Det ville være rart at have sådan en med på en øde ø, tænker jeg." 

Luka Ida Holmegaard gæstede Christianshavns Bogfestival 2021

Læs mere om Christianshavns Bogfestival