Hvad læser skuespiller Anne Sofie Espersen?

Skuespiller og blogger Anne Sofie Espersen er med sine egne ord en læsebegejstret type, der kværner mange bøger hver eneste måned. Vi har spurgt hende om, hvilke bøger, der har gjort størst indtryk på hende det seneste år.

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

“Huset uden ende”. Essaysamling af Mathilde Walther Clark.

Mathilde Walter Clark er en af mine danske yndlingsforfattere, så da hun udgav sin essaysamling Huset uden ende, var jeg på forhånd temmelig opstemt. Jeg er ikke supervant med genren og har læst meget få essays, men efter min oplevelse med denne bog, kan jeg mærke, at det er noget jeg skal kaste mig ud i noget oftere.

"Huset uden ende" er en samling tekster, der starter med  titelessayet, der tager os med på en rejse ind i True crime og labyrintiske barndomserindringer. Huset som Mathildes far bor i med sin nye familie er afsættet for historien og trækker strenge til forfatterens tidligere roman "Lone star", der netop handler om faderen. På den måde åbner Mathilde en port ind til sit eget liv og forfatterskab og det er bestemt en lækker dimension at have med sig, hvis man sørger for at læse "Lone star" inden Huset uden ende.

Mathilde Walther Clark undersøger emner som seriemordere, ondskab, racisme, sorg, identitet og barndom. Og ligesom huset forgrener teksterne sig ud i mange afkroge, men hele tiden forankret i et startpunkt vi deler med forfatteren.

Som genre kan essayet noget helt særligt, når man bliver inviteret ind i hovedet på forfatteren. Man bliver en del af en personlig refleksion, en undersøgelse der knytter et særligt emne til et jeg.

Jeg kan godt lide den måde Mathilde Walther Clark skriver associativt og den ukronologiske samling af tekster gør oplevelsen endnu stærkere. På mange måder minder flere af teksterne mig om både Kristine Stoltz nye udgivelse “Paradis først” og Adda Djørups “Bulgakovs kat”, for ligesom de to værker springer vi i tid og tanker uden direkte kausalitet. Snarere sansninger og spørgsmål.

Hvilken bog anbefaler du altid andre at læse?

“Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage / Carl’s bog” af Naja Marie Aidt.

Jeg vil til en hver tid anbefale folk at læse Carls bog af Naja Marie Aidt. En kakofoni om sorg hvor forfatteren forsøger at give rædslen og sorgen et sprog gennem andre kunsteres stemmer. Disse blander sig med hendes egen konkrete historie om hendes søns pludselige død og langsomt folder sorgen sig ud og bliver vejen tilbage til livet.  Et mesterværk, synes jeg, og et værk jeg altid vil bære i mig og genbesøge.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?

“Gentlemen, Gangsters og Renegater” af Klas Östergren.

Uden tvivl Klas Östergrens trebindsværk, Gentlemen, Gangsters og Renegater (den sidste bliver endelig udgivet på dansk til april) En af mine gode venner har anbefalet mig at læse dem og jo mere jeg dykker ned i omtaler og baggrund, kan jeg godt mærke, at nu er tiden simpelthen at hooke op med den svenske mesterforfatter. Seneste bind, Renegater skriver sig direkte ind hele den svenske #metoo debat og al virakken omkring Svenska Akademien, som Klas Östergren forlod i protest, hvilken titlen også peger på. Ses på den anden side.

Se flere af Anne Sofie Espersens læseanbefalinger på hendes Instagram

Tilmeld dig bibliotekets nyhedsbrev Litterær Luksus og få flere læseanbefalinger direkte i din indbakke