Hvad læser Stine Askov?

Stine Askov har siden 2012 skrevet romaner, som inddrager forskellige genrer. Debutromanen 'Bid' er satirisk chicklit med en alvorlig undertone, mens udviklingsromanen 'Bjørneklo' også indeholder noget overnaturligt og uhyggeligt. I 'Katalog over katastrofer' fra 2020 forvandler en realistisk fortælling om 1980’ernes koldkrigsstemning sig til en spændingsroman. Et gennemgående motiv i forfatterskabet er, hvordan børn påvirkes af deres opvækst og den familie, de er havnet i.

Hvad læser du lige nu?

Jeg læser lige nu 'Feje blade sammen op mod vinden' af Christina Hesselholdt. Jeg kan godt lide den og de forskellige stemmer den henvender sig med. 

Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

I det forgange år har jeg læst virkelig gode bøger. Olga Ravns 'Mit arbejde' gjorde et stort indtryk på mig, jeg synes den gav sprog til følelser om moderskabet jeg ikke selv havde adgang til.
I april udkom Christina Englunds 'Slugt' om den amerikanske fotograf Francesca Woodman og hendes sidste dage. Romanen er fuld af voldsomme følelser, genkendelige fra ungdommen, fortalt utroligt ordknapt, den kontrast er meget vellykket. Jeg vil også bare nævne Kathrine Grünfeldts 'Værelse samlet af kvinder'. Mens jeg læste den, lå jeg alene i min sofa og skreg af grin. 

Hvilke bøger anbefaler du altid andre at læse?

Af anbefalinger kommer jeg altid med 'Når snerlen blomstrer' af Bjarne Reuter, det har været min yndlingsbog siden jeg læste den første gang i firserne. Det er en bog, der på en gang er ironisk tilbagelænet og sætter alt på spil. Jeg har genlæst den et utal af gange. Og så vil jeg også anbefale Jakob Ejersbos trilogi, den er livsforandrende. 

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?

Listen over bøger jeg ville ønske jeg havde læst, er en lang skriftrulle af såkaldte klassikere, den indeholder blandt andet hele Dostojevskijs forfatterskab. Jeg er flere gange kommet til at lyve om at have læst 'Forbrydelse og Straf'. Ikke fordi jeg som sådan ville, men jeg fik ikke rigtig sagt sandheden, da emnet kom op. Stod mere og nikkede sigende og så blev det for sent. Den ville jeg virkelig ønske jeg havde læst. 

Hvilken bog ville du tage med på en øde ø?

Da jeg researchede til min roman Katalog over katastrofer, læste jeg flere bøger om overlevelse i jungler og ørkner, hvordan man fandt vand og undgik at gå i panik. Jeg læste også håndbøger i selvforsvar og smed en del rundt med mine familiemedlemmer. I den forbindelse læste jeg en håndbog skrevet af en amerikansk soldat, der gav bud på, hvordan man udførte amputationer på sig selv og levede af snegle, den ville jeg tage med mig til den øde ø, den virkede utroligt praktisk. 

Jeg lånte den på biblioteket dengang, men jeg tror jeg har googlet mig frem til at forfatteren hedder Alexander Stillwell og at bogen hedder 'Elitetroppernes håndbog i overlevelse'. Det var ikke noget poetisk værk, men jeg fandt for eksempel ud af at man ikke kan leve af kaniner. Hvis man kun spiser kanin, dør man af sult, der er simpelthen ingen næring i. Sådan noget det er da ret interessant.

 

Du kan møde Stine Askov på Christianshavns Bogfestival 2021

Læs mere om Christianshavns Bogfestival