Hvad læser Vad, bibliotekar Otto Vad?

21.07.16
At rejse er at læse - kunne være Otto's motto. Gode tips til den næste gode, historiske bog.

Otto Vad er bibliotekar på Valby Bibliotek. Han er årgang 1951, har rejst meget, over Atlanten i sejlbåd og i kondisko på asfalten til maraton i diverse storbyer.
Hvorend han kommer hen, søger han boghandel for at finde litteratur, der kan bringe ham ind under huden på stedet.

Hvad læser  du lige nu?
Jeg læser faktisk Havets Katedral af Ildefonso Falcones. Om tiden, hvor Barcelona kommer ud af middelalderen, feudalismen og begynder at etablere sig som en stor by. 
Ellers læser jeg ikke så mange romaner, men der er nogle romaner, jeg synes jeg skal læse og andre - som denne - hvor de kan beskrive en tid eller et sted. Der er mange lag i denne her.
Krimier springer jeg som regel over, men ellers er jeg i gang med 3 faglitterære bøger af historisk-sociologisk karakter.

Hvornår læste du sidste en krimi?
...det må jeg prøve at slå op på Librarything [på Librarything.com kan du skrive, hvad du har læst og dele det med andre, red. MK]...nå, det kunne jeg ikke, det har nok været en jeg fandt i Hamburg, om den driftige periode der i slutningen af 1800-tallet. På tysk.
Har da også læst Sjöwall og Wahlö, men måske jeg går glip af noget.

Men du læser altså 4 bøger for tiden, er det normalen?
Ja, det går lidt op og ned, men deromkring.  Jeg er ved at læse om en dansk soldat i 1. Verdenskrig, fik den forærende på en cykeltur til Sønderborg. Interesserer for de personlige beretninger; ændringen i forestillingsverdenen, at de i 1864 stadig tror, at de skal mødes i paradis, i 1. Verdenskrig forekommer det ikke mere [Krestens breve og dagbøger].

Så læser du Civiliseret foragt i forbindelse med en læseklub?
Ja, det er Herreværelset på Valby Bibliotek.
Det var jo interessant i forbindelse med Muhammed-tegningerne, at der blev åbnet op for en snak, hvad vi må diskutere. Han [Carlo Strenger] griber meget godt tilbage til Oplysningstiden og idéerne der og hvordan det har betydet, at vi formår at have en åben diskussion...det handler om kritisere idéerne, ikke personerne eller grupperne - alt det der er grundlaget for vores civilisation.

Og så læser jeg om Pariser-kommunen [Massacre af John Merriman], faldt over en god anmeldelse i The Economist og, ja, hvad var det nu lige det, det gik ud på der i 1871...de blev jo totalt udraderet for at kæmpe for rettigheder, som vi finder helt naturlige i dag, fx at kvinderne og i det hele taget almindelige borgere kunne have indflydelse.
Den er jo på engelsk, jeg kan ikke altid vente på at det bliver oversat, nogle ting vil man gerne læse, mens det er aktuelt.

Hvad har været de store læseoplevelser de seneste år?
Sebastian Haffner's En tyskers historie; erindringer om perioden op til Hitler's magtovertagelse, om mekanismerne der gør, at Hitler kan feje hele magtapparattet til side. Man aner også nogle af mekanismerne i vore dages Europa og selvfølgelig Putin, Trump - at det faktuelle kan fejes helt til side. 

Hvad med Lingua Tertii Imperi af Klemperer?
Nej, jeg har ikke læste den, men vil bestemt gerne.

Og så har jeg haft store oplevelser med Tom Wolfe's bøger, den helt suveræne sarkastiske  og kritiske samtidsskildringer. Fx En stor mand og Jeg er Charlotte Simmons.

Øvig Knudsen's bøger er både underholdende og repeterer noget, man kender til, interessant fordi, man kender mange af personerne. Godt fortalt, ikke bare en fagbog. Til sammen en helt lille Danmarkshistorie, men godt de ikke er samlet i ét værk. 
Det er det med at finde den rigtige vinkel, meget historisk litteratur bliver gudsjammerligt kedelig, fordi de ikke formår det. Et godt eksempel på en god vinkling er Pia Friis Laneth's Lilly's danmarkshistorie...medrivende, at man sideløbende lever med i to personers liv i hver sin egn af landet - en fra Vestjylland og en københavnsk arbejderfamilie, som jo så mødes.

Det der ellers inspirerer mig, er når jeg rejser... 3 uger til Kina eller Thailand eller hvor det nu er og så nysgerrigt dykke ned i litteraturen om og på stedet, komme dybere ned ved historiske værker, men også skønlitteratur og biografier...og så er kvaliteten pludselig mindre vigtig. Og så fidner man jo ud af, at dem der kommer til Europa som au-pair, eller hvad det nu er, at de er mindst ligeså globaliserede, som vi er...altså man finder en stemme, der kan sige det.
I de store byer er der næsten altid en engelsksproget boghandel.

Hvis du nu får bedre tid, havd vil du så læse?
Jeg har da en liste. Noget bliver så efter hånden uaktuelt og så ryger det ud. Men jeg har egentlig ikke noget bestemt emne, jeg vil læse op på.
Lige nu tænker jeg på at kaste mig ud i Byen brænder Garth Risk Hallberg, den store amerikanske samtidsroman på 1000 sider om New York i 1970erne. Gode anmeldelser og fordi New York i 1970erne var interessant også det med Beat-digterne, at de var så rige, at de havde tid til at sidde og skrive digte. Lars Movin's Beat [foredrag 20.9 i Vigerslev, se mere på valbytaler.dk er fortrinlig og Ed Sanders' Fug you - erindringer fra en, der selv var med i det. Det var jo nødvendigt at komme ud af det snævre 50er USA. Jo, Beat er et fixpunkt.

Et andet fixpunkt er Kina og Kulturrevolutionen. Fx hollænderen Dikötters tre store værker om det [på dansk findes Maos store hungersnød, red. MK]. De vilde svaner af Jung Chang er jo også fantastisk - den kan man slet ikke komme udenom. Historiefortælling gennem en familie.

Kina! Det er jo ikke uden betydning, hvad så mange mennesker  foretager sig. Noget andet end at Island vinder et par fodboldkampe. Det der sker der kommer nok til at have betydning for os.

Er kineserne anderledes?
Kaotisk i nogle århundreder og så kommer Mao og sætter skik på det, på sin måde. Men grundlæggende ens. De forsøger at forbedre deres livsvilkår...





 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket