Hvad skal Imran Rashid læse til sommer?

”SLUK”-bestsellerforfatterens tre sommerbøger byder på lægenørderi, stoicisme og corona-refleksioner

Bestsellerforfatter, entreprenør og digital sundhedsekspert Imran Rashid står overfor en travl sommer. 20. maj udkom hans nyeste bog ”Mærkbarhed” som opfølger til den anmelderroste ”SLUK” – og under sommermånederne stiller han op som del af bibliotekernes landsdækkende sommerlæsningskampagne #barelæse. Som han slår fast i sin nye bog, er læsning netop en af nøglerne til at undslippe nutidens kværnende distraktion og generobre følingen med verden. Men hvad skal han selv læse til sommer? Københavns Biblioteker har fanget den travle (men opmærksomme) forfatter pr. mail.

Lægenørdet aldringshit

IMRANS ANBEFALING 1: Niklas Brendborgs fantastisk velskrevne bog om aldring indeholder en solid gennemgang af evidensbaserede sundhedsfremmende faktorer, jeg naturligt nok som læge er interesseret i at kende mere til. Derudover har jeg haft fornøjelsen af at tale med ham ved flere lejligheder, hvorfor det bliver spændende at få lov at dykke ned i hans litterære univers, som af anmelderne har fået stor ros.

Stoisk selvforglemmelse 

IMRANS ANBEFALING 2: Niels Overgaards bog har jeg læst, da den kom ud, men vil ovenpå min egen bogskrivning af ”Mærkbarhed” med al sandsynlighed læse den med nye øjne. De budskaber, som han taler om er jo eviggyldige og kan derfor helt sikkert genlæses for inspiration til et liv med mere eksistentiel fast grund under fødderne. 
 

Corona-refleksioner fra en personlig helt

IMRANS ANBEFALING 3: Tor Nørretranders har en særlig plads i min hverdag, da hans inspirerende mesterværk "Mærk verden" er placeret lige midt i mit synsfelt i mit hjemmekontor. Hans ord har en særlig vægt i mit tankeunivers og jeg glæder mig til at dykke længere ned i hans refleksioner om corona-krisen i et evolutionært perspektiv. 
 

En sommer i læsningens tegn: mere fra Imran og bibliotekerne 

Hermed tre stærke, dagsaktuelle titler at skyde sommerlæsningen i gang med. Læsefesten stopper dog bestemt ikke her. Over de kommende måneder kalder Danmarks biblioteker til fejring i sommerlæsningens tegn, heriblandt også til fordybelse i spørgsmålet om, hvad læsningen gør ved vores hjerner – et spørgsmål, som Imran tager under kyndig behandling i sin nye ”Mærkbarhed: Hvordan vi mistede følingen med livet - og hvordan vi finder den igen”. Mere sommerlæsning til folket! 

Læs mere om #barelæse-kampagnen på Litteratursiden.dk