Jeg gider ikke læse andres retningslinjer

Vores børnebibliotekar har været på barsel og i den forbindelse har vi bedt om anbefalinger af bøger om at være mor.

Jeg kunne ikke forestille mig at læse en "Sådan her føles det at være mor"-bog. Der er intet galt med dem, og jeg ved mange får meget ud af dem, men jeg vil ikke have rettesnore. Jeg vil ikke have det serveret. Jeg vil hellere finde mig selv som et menneske, der også er mor i skønlitteraturen. Jeg ser mig selv i mange romaner. Både på godt og ondt. Vi er heldige i vores tid. Kvinder og mødre har fået utallige stemmer, deres egne stemmer. De tabuer vi tidligere har danset omkring bliver blotlagt som blødende sår og vi ser at vores frustrationer ikke er unikke. Vi som mødre er både helt os selv og de samme.

Mange af os oplever vrede og frustration overfor barnet, vi kan ikke rumme deres voldsomme udbrud og følelser og vi græder af skyld og skam over, at vi er dårlige mødre, at vi ikke er som vi bør være. Milde, gode og rummelige. Kvindelige. I stedet er vi mennesker, der også vil andet end børn. Der nogle gange vil andet end familieliv, som nogle gange vover ikke at glemme vores egne behov for frihed, for kunst og kultur. For stilhed og et liv der blot nogle gange ikke handler om børn. Vi ser i skønlitteraturen, at vi kan være hele mennesker og ikke blot 'mødre'.

Jeg så mig selv i Mor Eva i "Tabita" af Iben Mondrup. I hendes behov for at vise Tabita at hendes handlinger har konsekvenser, at skyde skyld på barnet. Og det er jo det ved skønlitteraturen. Den beskriver vores menneskelighed uden at skamme os. Jeg så mig selv, og jeg blev mindet om jeg skal ændre nogle ting i mig selv for ikke at blive en jeg ikke selv vil stå ved. Skønlitteraturen inspirerer os til at blive bedre mennesker uden at løfte fingre. Den beskriver blot. Forandringen er op til os.

I "Mor" af Maja Lucas så jeg raseriet, der vækkede både genkendelse og frygt i mig. Hvad kan der ske hvis man giver efter for det raseri der kan fylde en. Jeg tænker ofte på den og bliver mindet om at trække vejret dybt. Jeg læste den både før og efter jeg blev mor. Den er en evig påmindelse om at trække vejret og tale med børnenes far.

Jeg så mig selv i "Til min søster" af Plambeck, "Mit barn" af Lind og "Barnet" af Skomsvold, jeg blev sendt tilbage til fødestuen og traumet og jeg så andre kvinder med drømme og håb udover børn. Jeg så et behov for kunst, de ambivalente følelser man har overfor det at være nogens primære menneske. Nogens mor. 

I "Den, der lever stille" oplevede jeg en mor, der ikke elskede sit barn. Det knugede mit hjerte og jeg hvisker 'jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig' til dem så ofte jeg kan. Også når jeg ikke har lyst. Især når jeg ikke har lyst.

"Vera" og "Hvor der er fugle" viste mig fraværende mødre. Mødre der ikke elskede deres børn - men med god grund, eller i hvert fald hvor man kunne føle moderskabet som andet end den knugende kærlighed, man selv kender. At føde et barn er kun den halve historie. Hvorfor og hvad der sker derefter er noget ganske andet.

Jeg så en ærlighed og råhed i "Vær god ved dyrene", den altomspændende kærlighed, det vilde savn og frustrationerne. Dens stilfærdighed ramte mig i maven mens jeg stod med en skrigende 3 måneder gammel baby, der ikke var som sin søskende. Den reddede måske på en måde min forstand.

"Vilde dyr" var en spændingsroman hvor spændingen kom i anden række for det ærlige portræt af moderskab. Hvor godt man kender det menneske man nu har ansvaret for og hvilke valg man vil tage, der ville fordømme en selv til en plads i helvede for at redde sit barn.

Ikke alle disse bøger har moderskabet i fokus. De fleste har ikke. Men de indeholder mødre og børn. De taler til det hele menneske. Det menneske der er mor, men også så meget andet. Kæreste, datter, søster, læser, litteraturformidler, introvert. Vi er alle facetterede og så uendeligt meget mere end hvad vi stemples som i andres øjne.

Og i skønlitteraturen finder vi os selv i uendelige kombinationer af det vi er.

 

Materialer