Kære M, ferien lakker mod enden og vasketjansen i bylejligheden....

...giver mig nu lidt indendørstid, for det har der heldigvis ikke været formeget af. Forventningerne til ferievejret var beskedne, men der er virkelig blevet leveret hele uger med udendørsvejr om dagen og regn om natten

Dit øbryllup lyder misundelsesværdigt, meeen jeg matcher dog - i mindre målestok - med et døgn på Fanø, hvor min litterære oplevelse var skønne salmer i Sønderho kirke. Jeg husker ikke hvilke - men tør dog godt nævne Grundtvig som en af forfatterne. Vi besøgte gode venner i det skønneste fanøhus.

Tror du og Klougart passer sammen, jeg går lidt i stå, når jeg sidder med bøgerne i hånden, derfor nød jeg, som jeg skrev sidst, også lydbogen i fulde drag. Det er rigtigt, som Bente siger, at det ikke altid er det bedste, når forfatteren selv indlæser, men i dette tilfælde er det perfekt – for mig…

Men desværre er det jo ikke alle hendes titler, der findes på Ereolen, hvilket bringer mig videre til, at jeg min ferie har været en hel del i haven og derfor ledt efterhånden noget desperat efter gode lydbøger på Ereolen. Jeg håber snart, at der kommer en bedre aftale med forlagene, så udvalget bliver større, men en lydperle er Helioskatastrofen af Linda Boström Knausgård. Har man behov for eller lyst til - at udvide din horisont, hvad angår depressionsramte og psykisk skrøbelighed i øvrigt, så er det en fantastisk lille roman at kaste sig over. 

Inden ferien fik jeg onduleret Niksen Nathan Hills formidable debutroman. Virkelig en læseværdig USAroman, med mange små historier og skæbner, som hænger så fint sammen i det skrevne. Er der et »men« så er det omfanget. Jeg er for rastløs en sjæl til murstensromaner. 

Mere mursten: så fik jeg igen kam til mit hår i ferien, hvor jeg havde en murstens-mustread i bunken. Det blev nu ikke noget problem for forfatteren Mette Jensen Hayles' nummer to roman Nogle dage elsker hun mig mest blev en hel pageturner. Jeg anbefalede varmt hendes debut Jizz for et par år siden og her kommer endnu en sprutstinkende roman. Hayles er helt i top, når hun kommer ind bag facaden mellem den første og anden flaske vin, så er der gang i følelserne, angsten og dilemmaerne. Jizz kaldte jeg "god men klam" - i toeren udfoldes historierne mere (mursten!!) så koncentratet af det klamme opløses lidt mere.

En anden perlerække, som jeg har fået fingrene i og læst her i ferien er fra forlaget Silkefyret. Det er korte romaner, de første i en serie, som forlaget kalder Metamorphorsis. Det er gode sager. Den ene er faktisk nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris vel at mærke, efter forlaget havde udgivet den danske oversættelse: Termin: en fremstilling af vold i Norge af Henrik Nor-Hansen. Jeg har aldrig læst noget der ligner. Er ret imponeret over denne beretning om en mand, der har været udsat for et voldeligt overfald, og fortællingen beskriver i en besynderlig stil, der ligner en blanding mellem en sygejournal - en retsudskrift, politirapport - eller en automatudskrift af en total overvågning af manden. Der er dog i fortællingerne vendinger "som skulle have gjort, sagt...osv." som lægger en usikkerhed indover de ellers meget faktuelle beskrivelser. Måske lidt naivt, - men jeg fornemmede lidt Breivikatmosfære under læsningen af denne fremmedgjorte beskrivelse af en periode i et menneskeliv. 

De to andre bøger i denne serie, som jeg har læst er Frederik Svindlands Pelargonie og Inghill Johansens Bungalow. Korte nøgterne fortællinger om liv, minder og tilknytninger - skrevet i et lyrisk sprog. Læs dem alle tre, jeg tror du vil kunne lide dem. 

Lige nu er jeg i gang med en faglitterær roman af Kåre Lauring - Slaverne dansede og holdt sig lystige. Det er et led i, at Sundby Bibliotek og Bibliotekshuset har etableret en Historieklub, hvor dette værk i efteråret vil være på programmet. Spændende uvant læsning, som jeg bestemt ikke tager skade af. 

Min mand Jens har læst Morten Papes Planen, og han giver romanen fine ord med på vejen: Levende og spændende fortæller Pape om sin opvækst i UrbanPlanen - alt er med, både det gode og det knap så gode. Det gennemgående tema kan beskrives med ordene usikkerhed rodløshed - men kærligheden overvinder alt.

Lydmæssigt er jeg på Balladen om Marie Krøyer af Anastassia Arnold. Jeg har læst den tidligere og med stor fornøjelse set Bille August filmatisering, så det er det rene nostalgi. Den er proppet med fodnoter og derfor ikke specielt lydegnet - men med genkendelsens glæde er læseoplevelsen god. 

Da vi over sommeren har boet i vores kolonihavehus i Brøndby er vi meget rundt i naturområderne her på egnen. I den forbindelse har vi flittigt brugt to af Politikens håndbøger: Flora i Farver samt 256 Danske Fugle. 

Nu vil jeg lide nyde de sidste feriedage inden jobbet kalder

Sommerferiehilsner fra Inger

ps: Jeg glæder mig i den grad til at læse Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen, som netop er udkommet. 

 

 

for at skrive en kommentar.
Materialer