Kære M, hvad jeg skal læse i ferien?

Ja dejligt er det, at få ekstra god tid til læsningen når ferien kommer - der er da også allerede flere titler, der står i kø på feriehylden....

...for der kom pludselig megen ”død” ind i litteraturen her i foråret. Den litteratur, som jeg har mest opmærksomhed på, leverede dygtigt til emnet. Triste og gribende fortællinger og det fra ”Virkelighedens Verden”. Jeg følte mig noget overloaded af denne "død" og måtte derfor tage det i småbidder, hvor stadig én venter – og det til min ferie. Naja Marie Aidts seneste: ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” – fantastisk titel.

Sidst omtalte jeg igen igen David Foster Wallace, som blev bragt på banen af Caspar Eric.  Jeg har netop fået læst Caspar Erics ”Avatar”, hvor ”død” også spiller en stor rolle, og til forskel fra megen anden lyrik,  så kunne jeg følge med og forstå meget af det, der digtes om i Avatar.  Som jeg lovede sidst, har jeg også haft fingrene i et par af Signe Gjessings digtsamlinger bl.a. ”Ideale begivenheder”. Jeg har nok mest skimmet dem, og kunne da også falde over noget (ret meget), hvor jeg fornemmer at enkelte ord i en enkelt linie giver en meget meget stor mening – selv for mig. Men den store samlende oplevelse kan jeg ikke skabe. Jeg tror jeg er for utålmodig til genren. Formatet på Gjessings udgivelser er imponerende – ingen små bøger, men simpelthen A3 album…

Den tredje ”død” leveres meget sørgeligt og helt håndgribeligt af Maria Gerhardt med udgivelsen ”Transfervindue” – den skal bare læses. Det er det udfasende liv set fra en døendes synsvinkel –  i selskab med plejere og andre døende. Bogen indeholder i min læsning, en erkendelse af, hvor svært om ikke umuligt det er, at være døende blandt de raske, selvom det er ens nærmeste.

Den fjerde ”død” leveres af islandske Gerdur Kristny med det modernistiske langdigt ”Drapa”.  "Drapa", som udtales "Draupa",  betyder hyldestdigt (vikingetiden), og det omhandler true-crime: en 27 årig kvinde myrdes af en mand i et hus i Reykjavik. I samme hus myrdes kvindemorderen flere år efter, at han har afsonet sin straf. Forfatteren er interviewet til Skønlitteratur på P1 i efteråret 2016. I samme udsendelse kan opleves en oplæsning af hele langdigtet. Jeg havde glæde af ”Drapa” fordi jeg kunne støtte mig til forfatterinterviewet – og så lidt fordi jeg sammen med min mand har ferieret et par gange på Island, og vi synes begge, at der bare er helt fantastisk.

Hesselholdts ”Vivian” står også på ferielæsningen – ikke mindst fordi hun nu har modtaget årets DR-romanpris. Mick Vrå og ”Håbet” – som jeg troede ville vinde – skal også læses i ferien.

En anden titel jeg har haft meget glæde af er ”Istedgadeliv”, som er udgivet på Byens Forlag. Det er et lokalt projekt, hvor mennesker med relationer til Istedgade giver hver deres kunstneriske bidrag til denne fine bog. Jeg nød den meget og fik inspiration til at lokke nogen til at lave noget lignende omkring ”Amagerbrogade”, som viser sig at blive mere og mere trendy, for hver dag der går.

Inden jeg går på ferie skal jeg aflevere en opgave om bl.a. litteratur indenfor kategorien ”Young Adult”.

Da jeg nok mere tilhører gruppen ”Old Adult” er det vel ok at erkende, at jeg er noget blank indenfor kategorien. Derfor har jeg de sidste par uger - med stor nysgerrighed - kastet mig over forskellige titler: ”21 måder at dø på” af Sarah Engell – ”Vi var løgnere” af Lockhart og sidst men bedst ”Sådan opfinder man en pige” af Moran. Morans roman har jeg hørt på lyd, med en fantastisk oplæser, der i mine øjne giver teksten alt det, som den ikke selv tavst kan formidle. Den er dejlig – den bog - og sjov, selvom det er tragiske og vanskelige livsforhold, der beskrives.

”Vi var løgnere” er også fin, men lidt mere fremmedgjort, i forhold til mig, idet den bevæger sig i mere velbjergede familier – slægten Sinclair. Jeg vil heller ikke kalde den morsom, uden at det skal være noget kriterie. – Og ”21 måder…” er bare for trist til mig..

Min mands sommerferielæsning er blandt meget andet ”Økohøns”. Han har anskaffet 4 franske høns af racen Maran, som bor i vores kolonihavehus. Her betaler de husleje = 4 æg om dagen til stor glæde og fornøjelse for os, naboer, venner og familie. Bogen økohøns er foretrukket blandt flere, fordi der udover den fine anvisning til økologisk hønsebrug også er mange gode tip til hønsehold i almindelighed – og billederne, de er rigtig pæne. 

Inden jeg slutter vil jeg kommentere på at du vil i gang med Klougarts "New Forest". Jeg havde den i hånden et par dage, fordi jeg skulle til et arrangement med forfatteren. Jeg kunne ikke komme i gang - igen det med tålmodigheden, - men natur er der vildt meget af, og det er vel også det den handler mest om. Til arrangementet lyttede jeg til forfatterens oplæsning, og blev inspireret til at lytte - i stedet for at læse hendes bøger. Jeg fandt så "En af os sover" på lyd - oplæst af Klougart selv, og tro mig: En fantastisk oplevelse. Jeg er ærgerlig over, at der ikke ligger flere af hendes bøger som lyd på ereolen.dk.

Jeg håber du får en dejlig ferie og får læst en masse af det, som du allerede har på programmet og måske meget mere. Jeg glæder mig til at høre om det. 

Læsevenlige hilsner fra
Inger

for at skrive en kommentar.
Materialer