Kærlighed, 111 steder og skilsmisse

3 fra bogstakken: Om den danske sommer byder på strandlæsning eller sofalæsning afhænger af vejret. Uanset hvor du læser, er der masser af gode bøge at vælge imellem. Jeg har fisket 3 titler ud af den stadige strøm af nye bogtitler.

Journalist og forfatter Florian Illies er født 1971 i Schlitz, Tyskland. I 2012 udgav han "1913 – Århundredets sommer".
"Kærlighed i hadets tid" er Florian Illies fortælling om en rækker af mellemkrigstidens kunstnere og tænkere med kærligheden som udgangspunkt.

"Med udgangspunkt i alle kærlighedsaffærerne tegner Florian Illies et hektisk og levende portræt af ”kærlighed i hadets tid”, der dækker perioden fra 1929-39 med 1929 som centrum. Berlin og Paris er de to naturlige omdrejningspunkter, indtil Hitlers magtovertagelse i 1933 forandrer den tyske hovedstad. Jøder, socialister, homoseksuelle og fritænkende kunstnere må flygte for livet. Senere skulle, som vi ved, også Paris blive forandret." skrev Bo Heimann i anmeldelsen "Pirrende og pikerende kig under dynerne på 1920-30’erne" på POV International (28.05.2023).

For mange er vi midt i sommerferien. Er det sol, er det med at komme ud. I serien "111 steder som du skal se" er der kommet en bog med "111 grønne steder i København som du skal se".

Bogen er skrevet af Jan Gralle og Vibe Skytte og er udkommet på forlaget Frydenlund.

"Bogen er fyldt med idéer til grønne oplevelser, der giver dig mulighed for at opleve byen på en helt ny måde, og den understreger, hvorfor København ofte kåres som en af verdens mest bæredygtige byer", står der at læse på forlagets hjemmeside. Jeg står stadig i reservationskøen, så jeg har ikke selv haft bogen i hånden endnu.

Du kan tage Florian Illies' "Kærlighed i hadets tid", med på tur til en af hovedstadens "111 grønne steder" og nyde naturen og litteraturen i ét.

Skilsmisse

Danmark-Norge. Engang var vi sammen, eller i hvert tilfælde i et rigsfællesskab. Det varede fra 1536 til 1814 hvor Danmark måtte afstå Norge til Sverige. I Danmark begræd man tabet af Norge, mens nordmændene så anderledes lyst på skilsmissen.

I Aarhus Universitetsforlags serie "100 danmarkshistorier" er der kommet en bog bruddet mellem Danmark og Norge i 1814 efter Napoleonskrigenes afslutning: "Den dansk-norske skilsmisse"

Forfatteren, Ruth Hemstad, er ekspert i skandinavisk historie med fokus på skandinavisme og nordisk samarbejde. Hun er tilknyttet Nasjonalbiblioteket og Universitetet i Oslo.

"Tabet af Norge blev beklaget af mange i Danmark, selv om dette aldrig kom officielt til udtryk, og i Norge greb folket chancen for større selvstændighed med stort begær. Det norske farvel til Danmark blev ikke desto mindre langvarigt, med tæt kulturrel og litterær kontakt, men også med mange nationalt betonede tvister over det næste århundrede. Denne langtrukne skilsmisse skal forstås på baggrund af det endnu længere ægteskab og den ufrivillige måde, det var blevet opløst på i 1814 efter Sveriges og stormagternes intervention. Først efter valget af endnu en dansk orins, Carl (1872-1957), til norsk konge som Haakon 7. efter opløsningen af unionen med Sverige i 1905 og flere nationale omkampe i det tidlige 1900-tal blev også den dansknorske kulturunion endelig opløst med det såkaldte hjemkøb af de store norske forfattere i 1925. Den dansk-norske bodeling var dog ikke helt slut endnu, men fortsatte ind i 1930'erne med konflikten om Grønland. Endnu i dag kan historien - og historiske dokumenter - skabe bøvl mellem de ellers så forsonede ekser."
(citat: "Den dansk-norske skilsmisse", Ruth Hemstad)

I lektørudtalelsen skrev Martin Minka Jensen: "Velskrevet og overskuelig indføring i slægtskabet og bruddet med Norge. Formidlingen af et før, under og efter, giver et godt grundlag for at forstå forholdet mellem Danmark og Norge."

14.07.23