København ifølge Gregers Dirckinck-Holmfeld

Vi, der har en smule livserfaring, husker Gregers Dirckinck-Holmfeld fra dengang han havde sit virke på DR tv. Her var han vært på programmer som Her er dit liv, Lørdagskanalen og Dilemma.

Dirckinck-Holmfeld forlod DR i 1995 for at skrive sin Danmarkskrønike der udkom i tre bind. Men inden da havde han skrevet to København-beskrivelser: På sporet af den eventyrlige by (1989) og På sporet af København : Den eventyrlige by 2 (1993).

Der er sket meget i København siden Gregers Dirckinck-Holmfeld skrev de to bybeskrivelser. Men der er også meget der er det samme. Rådhuspladsen er forandret, men Rådhuset er det samme og står som det stod.

Jeg kan godt lide fortællestilen i det to bøger. Læs f.eks. her om Nyhavn: "Du har valgt Nyhavn som dit næste mål.
Måske ville dine forældre tøve et øjeblik, hvis de vidste, at det er der, du er på vej hen. Ældre generationer forbinder stadig Nyhavn med værtshuse og slagsmål, fulde sømænd og ludere.
Men det er længe siden, det var sådan. I dag er Nyhavn nærmest "fin". Værtshusene er blevet dyre restauranter. Prostitutionen er flyttet, og last- og fragtbådene er væk fra kajen. Nu ligger der fine, gamle sejlskibe i kanalen, og de ligger der mest til pynt. Der er ikke mere en "slem" side og en "pæn" side af Nyhavn."
(citat: På sporet af den eventyrlige by.)

Gregers Dirckinck-Holmfeld formål på fineste vis, at beskrive Københavns forskellige lokaliteter, som de var den dag han skrev om dem. Bogens samtid bindes fint sammen med hovedstadens lange historie.

Da "På sporet af den eventyrlige by" udkom skrev Karsten Strauss i lektørudtalelsen: "Denne bog er en helt ny og spændende guide om København, hvor læseren ikke kun bliver ført rundt i byen men også oplever fantastiske fortællinger, herlige historier og overraskende oplevelser. Det er historieskrivning, men på en anden end den sædvanlige måde. Læseren får et virkelig fint indtryk af Københavns historie, og de muligheder der ligger i et besøg."

"Se dig godt for her. Bilerne drøner rundt foran Hovedbanegårdens hovedindgang, som om de var radiobilerne i Tivoli. Ind og ud og tju-bang, og hvor kan man finde en stump plads at holde? Sekunderne tæller, og toget går nok om et øjeblik.
Du er sluppet levende ind i forhallen.
Her fortæller et lille opslag, at adgang til Hovedbanegården forudsætter "berettiget ærinde". Er dit ærinde berettiget? Hvis du nu bare skal ind og hænge lidt, mærke luften, indsuge lydene, være en del af en menneskemasse, der er så broget som besætningen på Noahs Ark?" (citat: På sporet af København.) Foto: Erik Nicolaisen Høy.


Bibliografi.dk: Gregers Dirckinck-Holmfeld
gregersDH

13.08.19
Spørg biblioteket