Kom godt ind i det nye år med filmiske spil

Af Københavns Biblioteker
23.12.14
Filmiske spil benytter i meget høj grad filmlignende metoder til at drive gameplayet. Klik ind og læs hvilke spil af denne type, som vi anbefaler, at du kan prøve kræfter med i 2015.
 

 

Ofte er der tale om spil, der har en meget høj grafisk kvalitet, nærmest fotorealisme og hvor det er historien og karaktererne der er i centrum frem for frihed.

Filmiske spil er derfor oftest lineære oplevelser der ligesom en film følger et bestemt spor. Man kan kalde dem interaktive fortællinger, hvor mange ting på forhånd er bestemt.

De benytter sig af en variation imellem flotte animerede filmsekvenser og spilleraktivitet og oplevelsen kan være lige så stor og til tider bedre end man oplever i film.

Her kommer fire fede filmiske spil, som du ikke kan komme udenom i 2015:

Alan Wake
Alan Wake er navnet på hovedpersonen i spillet, en forfatter med skriveblokering der sammen med sin kone tager på en kort ferie for at få en pause fra det hele. De ender i et skrækscenarie der minder om en psykologisk thriller som Alan selv kunne have skrevet.

Alan Wake er et survival/ horror spil, et hvor det primært handler om at overleve. Historien er virkelig gennemført og spillet har modtaget indtil flere priser for dybden i historien og stemningen i spillet.

Alan Wake kan kun spilles på XboX 360 og PC og XboX 360 udgaven kan lånes på biblioteket.

Beyond Two Souls
Du er Jodie en pige med en usynlig ven, en pige med to sjæle, en pige med særlige evner der det meste af sin barndom er opvokset i et testcenter på en militærbase. Aiden, din anden sjæl, har fulgt dig siden du var helt lille opfører sig som et genfærd og gør at Jodie kan bevæge sig ud af sin egen krop og se hvad Aiden ser. Jodie bliver rekrutteret af CIA og udnytter sine evner til at indsamle efterretninger, men ikke alt går som det skal.

Beyond Two Souls er en historie om en ung pige der er splittet i to. Hun har kontrol over dele af Aidens handlinger men Aiden har også sin egen vilje og skaber kaos når Jodie er truet.

Spillet er smukt og historien er virkelig unik. Det indeholder samtidig virkelig gode skuespilspræstationer af bl.a Willem Defoe og Ellen Page.

Beyond Two Souls kan kun spilles på Playstation 3 og kan lånes på biblioteket. 

Uncharted (1, 2 & 3)
Nathan Drake, efterkommer af den berømte Sir Francis Drake, er navnet på vor tids skattejæger. Glem alt om Harrison Ford og Indiana Jones. I Uncharted spillene får du selv lov til at styre jagten på tabte skatte og forsvundne byer.

Alle tre spil er hæsblæsende eventyr fyldt med opfindsomme hjernevridende mysterier der skal løses alt imens pirater, lejesoldater og andre er i hælene på dig.

Uncharted kan kun spilles på Playstation 3 og alle tre spil kan lånes på biblioteket.

The Last of Us
Jeg kan blive ved med at tænke tilbage på den absolut overraskende og fantastiske oplevelse det var at dykke ned i fortællingen om Joel og Ellie. To skæbner der mødes og skal følges tværs igennem en postapokalyptisk fremtid i USA, hvor størstedelen af befolkningen er ramt af en virus der har gjort dem til zombielignende væsner.

Joel og Ellies rejse er et skarpt indblik i tab, sorg, egoisme og ikke mindst refleksioner over det samfund, som vi i dag lever i.

The last of Us kan kun spilles på Playstation 3 & 4 og begge udgaver kan lånes på biblioteket.

Alternativer
Hvis du ønsker mere frihed når du spiller kan du i stedet kaste dig over det som de fleste peger på som årets bedste spil i 2014 Dragon Age Inquisition. Et virkelig storslået rollespilseventyr der bygger direkte ovenpå begivenhederne i de to foregående spil, Dragon Age Origins og Dragon Age 2.

Dragon Age Inquisition er bygget op som de to første spil i serien med de samme fortrinlige rollespilselementer og relationer imellem de forskellige karakterer. Og så er det næsten lige så fedt som mesterværket Elder Scrolls V:Skyrim fra 2011.

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket