Kom og kast med Frodes remulademadder

09.10.18
Kulturnatten for Bettelorte finder sted fredag den 12. oktober 2018 hos Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, hvor du kan møde forfatteren Ole Lund Kirkegaards fantasifulde univers med masser af sjove, skæve og vanvittige aktiviteter. Her kan du se, hvilke Ole Lund Kirkegaard-bøger, der gemmer sig bag hver aktivitet.

På Kulturnatten kan du tage på en rejse ind i den folkekære børnebogsforfatter Ole Lund Kirkegaards fantastiske litterære univers. Der bliver mulighed for at kaste med remulademadder, jagte løbehjulstyve, prøve kræfter med Mister Strong eller tegne et næsehorn.

Kulturnat for Bettelorte, fredag den 12. oktober 2018, kl. 18.00-22.00 på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Ole Lund Kirkegaard debuterede i 1967 med ”Lille Virgil”, en roman der blev til på opfordring af forlaget Gyldendal, da Ole Lund Kirkegaard havde vundet en novellekonkurrence hos dagbladet Politiken året før. Novellen med titlen ”Dragen”, havde alt hvad vi kendetegner ved en god Ole Lund Kirkegaard-fortælling. Hovedpersonerne er nogle frække børn, der elsker at lave gale streger, og der er minimum en sur voksen, der bliver meget sur over meget lidt – et kæmpe drys fantasi og en god omgang fanden i voldskhed.

Alle aktiviteterne på Kulturnatten i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus er hentet fra Ole Lund Kirkegaards bøger. Her kan du se, hvilke bøger der har inspireret til de forskellige aktiviteter, og måske giver det anledning til, at du selv vil læse Ole Lund Kirkegaard:

Lille Virgil (1967)

Lille Virgil bor med en etbenet hane i et hønsehus i Bagerens baghave. Sammen med sine bedste venner Oskar og Carl-Emil oplever Virgil det ene eventyr efter det andet, som da drengene finder en tohovedet drage bag den gamle vandmølle, eller da de bygger hønsehuset om til et kæmpetårn med brædder, som Bageren har købt.

På Kulturnatten vil du kunne bygge et kæmpe tårn som Lille Virgil med vaskeægte brædder og hammer og søm og male det.

Albert (1968)

Albert fra Kalleby er en fræk dreng, der graver tøsefælder og laver hemmelige klubber. Og så har han det også med at snyde rigtige tyveknægte, sågar Den Store Rapollo, der blev sendt afsted i en luftballon.

Med hjælp fra en heliumballon, toiletruller, noget snor og lidt farvelade vil vi sørge for, at du kan lave din helt egen luftballon i Rapollos Luftballonsværksted. Du kan tage ballonen med videre på Kulturnatten.

Orla Frøsnapper (1969)

Selvom Orla Frøsnapper er en historie om to børns kamp for at snyde byens største og dummeste Orla, så er det også en historie om Orla, der går fra at være en frygtet bølle til respekteret kanonkonge i et omrejsende cirkus.  

Netop følelsen af et omrejsende cirkus og tivoli vil vi genskabe med en kraftprøve til børnene. Vi har valgt at kalde den ”Mister Strongs Styrkeprøve”, og det gælder om at ramme mega hårdt på puden på gulvet med en kæmpestor hammer for at se, hvor stærk man egentlig er. Kommer måleren helt til tops, må du være i familie med Mister Strong.

Otto er et næsehorn (1972) + En flodhest i huset (1978)

I både ”Otto er et næsehorn” og den mindre kendte ”En flodhest i huset” dukker der et kæmpestort dyr op ud af det bare ingenting, som skaber en del forviklinger for menneskene omkring dem. Det går ikke stille for sig, når to tons næsehorn rykker ind i en lejlighed på 2. sal. 

Ole Lund Kirkegaards tegnede fantastiske tegninger til sine utrolige historier, og i Ole Lund Kirkegaards Zoologiske Værksted kan man få lov at gøre Ole kunsten efter. Ved hjælp af gode gamle overheadprojektorer, lidt maling og store stykker papir, kan I få lov til at tegne næsehorn, flodheste, giraffer og sågar en tohovedet drage, præcis som Ole ville have gjort det.

Gummi Tarzan (1975)

Ivan Olsen kan ikke særligt meget ud over at få tæsk og buksevand. Han kan ikke læse og slet ikke cykle på sin mors store damecykel, og alle andre inklusivt hans far mener, at han er en Gummi Tarzan. Det er først, når han møder heksen, der opfylder alle hans ønsker en hel dag, at der sker noget. Den ene dag vendes alt på hovedet. Dagen efter får han igen tæsk og buksevand som før.

I vores DingDong Dynamolygte Læsehule har vi taget udgangspunkt i billedet af Ivan Olsen, der desperat forsøger at holde sig på den store damecykel. Vi har lavet en læsehule, oplyst af dynamolygter fra gamle cykler. Her kan du læse alle de gamle Ole Lund Kirkegaard historier højt for dine venner og familie.

Frode og alle de andre rødder (1979)

Frode skal starte i skolen, og inden længe har han lært alle de sjove tricks og fiduser af de store elever: Kaste med remolademadder, fod i spand, og pege op i luften. Og Frode og vennerne bliver også blandet ind i det store mysterium om den gnækkende løbehjulstyv, der bliver ved med at stjæle ting fra den sure Hr. Storm.

Bare vær ærlig. Hvis du har læst Frode og alle de andre rødder, så har du også haft lyst til bare en gang at tyre en remolademad efter læreren. Det kan du nu prøve i Frodes Remolademadskasteri.

Og hvis det ikke er nok, så kan du også jagte Løbehjulstyv i skattejagten, der tager der rundt i hele huset. Kan du fange ham?

Materialer
Ole Lund Kirkegaard: Lille Virgil
Reservér
  • Bog

Lille Virgil

Af Ole Lund Kirkegaard (2017)
Læs mere
Ole Lund Kirkegaard: Albert
Reservér
  • Bog

Albert

Af Ole Lund Kirkegaard (2013)
Læs mere
Ole Lund Kirkegaard: Otto er et næsehorn
Reservér
  • Bog

Otto er et næsehorn

Af Ole Lund Kirkegaard (2014)
Læs mere
Ole Lund Kirkegaard: En flodhest i huset
Reservér
  • Bog

En flodhest i huset

Af Ole Lund Kirkegaard (2005)
Læs mere
Ole Lund Kirkegaard: Gummi-Tarzan
Reservér
  • Bog

Gummi-Tarzan

Af Ole Lund Kirkegaard (2010)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Frode - og alle de andre rødder

Af Ole Lund Kirkegaard (2016)
Læs mere
Spørg biblioteket