Kristin Lavransdatter af Sigrid Undset

Af Københavns Biblioteker
13.11.09
Jeg synes, historien om Kristin Lavransdatter er et af de smukkeste kvindeportrætter i verdenslitteraturen.

Historien foregår i Nórge i middelalderen (ca. år 1300). Hovedpersonen er den smukke, stærke, stolte - og stædige Kristin. Hun er datter af Lavrans, en dygtig og højt respekteret storbonde og den fromme og alvorlige Riborg. Krsistin er tæt knyttet til sin far, mens forholdet til moderen er mere fjernt.

Da Kristin når den rette alder, vælger faderen en passende fæstemand til hende, Simon, søn af en ridder og dermed et godt parti.

Men inden giftermålet møder Kristin ridderen Erlen Nikuaussøn. Mødet resulterer i en stormende forelskelse for dem begge. Kristins passion for Erlend er så stor, at hun vil have ham, selv om hun må bryde sit ægteskabsløfte til Simon.

Kristin og Erlend får hinanden, og de får efterhånden otte sønner sammen. Men ægteskabet bliver ikke ubetinget lykkeligt. Deres samliv er præget af uenighed og temperamentsforskelle. Kristin nages af en dyb skyldfølelse over at have svigtet sine forældre ved at insistere på at få Erlend, og det piner hende, at Erlends letsind gang på gang gør tilværelsen svær for både hende og deres otte sønner.

Kærligheden mellem Kristin og Erlend formindskes dog ikke, selv om de pga. uoverensstemmelser lever adskilt i lange perioder af deres ægteskab.

De tre bind er på tilsammen næsten 1000 sider - men romanen taber på intet tidspunkt højde. Handlingen er medrivende, farverig og dramatisk. Personerne er beskrevet overbevisende som mennesker på godt og ondt.

Kristin Lavransdatter er på én gang en historisk roman, en slægtsroman, en stærk kvindeskildring og en kærlighedsroman.

Sigrid Undset fik i 1928 Nobelprisen i litteratur for bl.a. Kristin Lavransdatter.

for at skrive en kommentar.
Materialer