Kulturstationens personale anbefaler...

Cæcilie fra Kulturstationen anbefaler en en unik, barsk og humoristisk bog

Smagen af drømme er en historie om bandemiljøet i en socialt belastet Londonforstad set med den 11-årige Harris øjne. Harri er oprindeligt fra Ghana, men bor nu i London sammen med sin mor og søster, mens hans far, lillesøster og bedstemor stadig bor i Ghana. Harri deler helt ufiltreret ud af sine tanker og oplevelser af sit kvarter og de forskellige mennesker, der er en del af hans hverdag i løbet af det halve skoleår, som bogen strækker sig over. Der er dog en hændelse, der især sætter sine spor i Harri og dermed også i hele hans beretning. Sammen med sin ven Dean overværer han fundet af en dreng, der er blevet myrdet, og da de sammen beslutter sig for at gå i gang med at opklare, hvem den skyldige er, er der ingen vej tilbage.

Inspirationen til romanens miljø og Harris oplevelser har Kelman især fra en autentisk begivenhed i 2000, hvor en 10-årig nigeriansk skoledreng led samme forfærdelige skæbne som drengen i Kelmans bog, men Kelman har også hentet sin inspiration fra sin egen opvækst i et belastet boligkvarter meget lig det Harri færdes i, i bogen. Smagen af drømme er en unik fortælling, der er barsk og humoristisk på én gang. Kunne du li’ Sapphires Precious eller Safran-Foers Ekstremt højt og utrolig tæt på, er Smagen af drømme også noget for dig. -Cæcilie

for at skrive en kommentar.
Materialer