Læseoplevelse om det Danmark du måske ikke kender

Bibliotekar Tage Sørensen anbefaler en bog, som bør læses af alle der interesserer sig for samfundsudviklingen i Danmark.

Forfatter Peder Frederik Jensen udgav sidste år romanen "Det Danmark du kender", i hvilken han skildrer et UdkantsDanmark som langtfra alle danskere kender til. En bog der rammer lige ned i og skildrer nogle ubehagelige tendenser i samfundsudviklingen - i VelfærdsDanmark! Måske ubehagelig eller overdreven i sine skildringer af de underste lag i samfundet? En bog man elsker eller hader? Du kan blive sur på bogen over de trøstesløse skildringer den rummer, eller du kan blive fanget af det meget præcise billede af virkeligheden. Ligegyldig er bogen aldrig. Som læser der rent faktisk er opvokset på Lolland, ser jeg ikke bogen som en stigmatisering af Lolland som trøstesløs udkant. Du kan finde tilsvarende tendenser mange andre steder - det interessante er at se på begivenhederne som resultat af mekanismerne i det VelfærdsDanmark vi kender!

Fire skæbner flettes sammen af en natlig bilulykke:
Gymnasieeleven Niels er mønsterbryderaspirant. Hans morfar var narkoman, moderen prostituerer sig for at overleve og mindst en af brødrene er allerede på en kriminel løbebane. 
Frank er langturs-lastbilchauffør, og bruger tiden på at reflektere over livet og det eksistentielle - hævet over politiske dagsordener. Morten er socialdemokratisk borgmester på Lolland og måske inde i billedet til en regeringspost hvis valget vindes.
Morten er fra en familie med arbejderbaggrund. Som politiker er han plaget af grundlæggende tvivl om målet og egen indsats: "Siger jeg bare det, de gerne vil høre?" spørger han de døde, der svarer ham, "at det vist er det, en politiker gør og altid har gjort. Der er ikke noget nyt i, at alting handler om genvalg og om at klipse taburetten fast til de pæne bukser". 
Morten er gift med Camilla, men det er elskerinden Sigrid der er romanens fjerde hovedperson! Sigrid er datter af en rig landmand - og rigdommen har Sigrid fået til at yngle på boligmarkedet.

Romanen rummer tydelige markører af. at velstand avler mere velstand, og at det er hamrende svært at bryde en nedadgående social spiral. Og romanens udlægning af VelfærdsDanmark er på mange måder dybt deprimerende og illusionsløst.

Peder Frederik Jensen gæstede i juni 2021 Christianshavns Bogfestival, og i samtale med litteraturformidler Rasmus Riiskjær kom samtalen til at omhandle både litteratur, social ulighed og selvfølgelig 'Det Danmark du kender'. Læs hele beretningen fra Christianshavns Bogfestival her.