Lang historie kort

10.000 siders historie. 100 bøger på hver 100 sider. Så kort kan det siges.

Er du på udkig efter lidt sommerlæsning eller -lytning, som beriger dig med ny viden samtidig med, at du bliver godt underholdt? Serien "100 danmarkshistorier" gør en lang historie kort ved at tage fat i 100 skelsættende begivenheder, som har været med til at forme vores historie.

Det stort tænkte historieprojekt er baseret på 100 bøger a 100 sider, skrevet af 100 historikere. Her kan du se de første 10 bøger i serien, som kan lånes her fra eReolen via biblioteket (uden at tælle med i de sædvanlige kvoter).

I alt bliver det over otte år til 10.000 siders nyskrevet og rigt illustreret danmarkshistorie med udgangspunkt i 100 væsentlige begivenheder og tematikker gennem de 1.000 års historie, hvor vi har haft skriftlige kilder.

Firkantet sagt har hver generation haft sin store danmarkshistorie af kronologiske flerbindsværker. Når historiens kompleksitet skal samles til én sammenhængende fortælling, bliver det typisk politikkens og magtens historie. At fortælle historien gennem 100 skelsættende begivenheder og tematikker giver plads til kulturhistorie, videnskabshistorie, socialhistorie, miljøhistorie og økonomisk historie, der kan udfoldes på egne præmisser. Udgangspunktet i hver bog er en begivenhed, og den bruges som anledning til at udfolde en tematik og et længere historisk forløb.

Serien stiller også skarpt på, hvordan historien er blevet genskrevet, omfortolket og brugt. Fortiden er ikke blot til pynt, men bruges i nutiden og taler ind i en aktuel tid – og sågar fremtiden. Historiebrug er derfor en central del af projektet. 

De fleste af bøgerne findes både som e- og lydbøger, og du kan også kaste dig over de spændende podcast-serie  af samme navn. 

eReolen anbefaler, at du starter med bogen Gudhjemtid, som handler om en af de vigtige faktorer for historiefortællingen - tiden.

Oprindeligt skrevet af eReolen.