Laura bibliotakker for i år

22.12.21
2021 lakker mod enden; et år mange læsere vil se frem til at se i bakspejlet. Det sætter vi fokus på med årets decembertema. Her søger vi historierne om, hvordan bøgerne på forskellig vis har hjulpet, trøstet, ildnet, formanet og halet os igennem et år med nedlukning, genåbning, mundbind og coronapas. Vi har spurgt vores skribenter, om der var en særlig bog, der lettede deres tungsind under vinterens lockdown? En dystopi, som tilbød forløsende genkendelse? En novelle, der kurerede deres mismod? Her er det Laura, der takker af for i år.

'Jeg vil tænde mine fakler over jorden – samlede digte og aforismer' af Edith Södergran

”Jeg så skønheden. Det var min skæbne. Deri ligger alt.”

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg i 2021 fik øjnene op for den finlandssvenske digter Edith Södergran (1892-1923), for hendes beskrivelser brænder sig fast, og for mig ramte de plet i en svær tid. Ingen beskriver som hun det onde og barske med så smukke og malende ordbilleder, og ingen forvandler som hun orme til engle. I digtene rejser Södergran fra Elysium til Hades, og hun går til fods gennem solsystemet, mens hjertet hænger fast ude i rummet. Hun drikker livets champagne, selvom det regner på hende i stride strømme, og hun venter på den milde død, mens månen glider øm og hvid og havet og tænder lys over hele Atlanten. Hun er en fugl fanget i sit eget gyldne bur, en sigøjnerkvinde i et fremmed land, en bleg Snehvide, for hvem blodrød er den smukkeste farve.

Edith Södergran led af tuberkulose, og havde derfor døden som følgesvend det meste af sit korte liv. Det mærkes tydeligt i hendes digte, der dog også kredser om længsel, identitet og kærlighed. Digtene er både naturlige og overjordiske, svævende og jordnære, ærlige og smukke. Omdrejningspunktet er ofte naturen, det være sig i form af skoven, havet eller himmelen, men Gud spiller også en væsentlig rolle. Da Södergran forlod denne verden, var hun blot 31 år gammel, og havde ikke mødt anerkendelse for sin vidunderlige digtning. Efterfølgende har hendes poesi dog haft stor betydning for de nordiske sprogs lyrik, og hendes værker er oversat til mere end 50 sprog.

Södergran lader stjernerne drysse og solen skinne på roserne, hyacinterne, liljerne og kattene. Hun præsenterer os for Orfeus, Vischnu, Nietzsche, Eros og Madonna. Hun tænder fakler i natten, og lader snefnuggene falde, mens hendes hjerte er lykkeligt, og ler af alt.

”Livet er ikke våren, klædt i lysegrøn fløjl” – men: ”Uden skønhed lever mennesket ikke et sekund”.

Selv drømmer jeg mig tilbage til den lune september aften, hvor jeg lå i græsset med to spindende katte ved siden af mig, og jeg for første gang hørte Södergrans lyre spille for mig. Så vender jeg blikket mod stjernerne og tænker, at det var bedre sent end aldrig, at jeg opdagede et så funklende himmellegeme som Edith Södergran.

Er du til litterær luksus?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Bestsellere og anmelderdarlings”

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Bestsellere og anmelderdarlings”