Lotte og Totte og de nye

05.11.20
Gunilla Woldes billedbøger for de mindste om Lotte og Totte fejrede 50 års fødselsdag i 2019. Bøgerne hitter stadig hos mange småbørnsfamilier – og med god grund.

De byder på enkle, rolige og ikke mindst genkendelige historier fortalt i børnehøjde. De inviterer til snakke med børnene om, hvad der sker i Lottes og Tottes – og i børnenes egne – liv. Det kan være om at starte i børnehave, en tur på skadestuen, oprydning eller leg. I alt er der udkommet mere end 20 forskellige bøger om Lotte og Totte.

Gunilla Wolde, som både skrev og tegnede historierne, gik bort i 2015, men Lotte og Totte lever altså videre i bedste velgående hjemme hos børnefamilierne og på bibliotekerne. Her deler de pladsen med mange andre gode – og nyere – bøger for de mindste. Det er små fortællinger, der ligesom Lotte og Totte-bøgerne tager det lille barns hverdagsliv, oplevelser og følelser alvorligt.

Listen "Lotte og Totte og de nye" er udarbejdet af bibliotekar Anne Mølgaard Svendsen og illustreret af Inger Tobiasen

Du kan finde de fleste titler herunder og bestille dem med det samme

Du kan hente hele listen "Lotte og Totte og de nye" her

Nyt fra Lotte og Totte

I Lotte og Tottes fodspor - de nye

Ida-bøgerne af Inger Tobiasen

Der er efterhånden udkommet en stor stak historier om den tænksomme og fantasifulde pige Ida. Historierne indfanger på fineste vis små og store oplevelser, tanker og følelser, som de 2-4-årige kan spejle sig i. Det kan være, når maven siger nej til alt andet end chokoladekiks eller glæden ved at kigge på billeder i en bog og opleve fantasien boble. I en af de nyeste bøger om Ida, ”Ida og Kalle”, glæder Ida sig rigtig meget, fordi hun skal mødes med sin bedste ven Kalle, og han har en spændende hemmelighed i en kurv…

Buller-bøgerne af Mervi Lindman

Buller er en herlig lille gut, der forhåbentlig er kommet for at blive i pegebogskrybben. Historierne om Buller er er både sjove og genkendelige for børn på 2-3 år, når Buller fx undersøger, hvad der kan puttes i potten, kigger på sin fine krop eller er i kyssehumør. I ”Buller finder sutten” er Buller på udkig efter sin sut, som er blevet væk. Der gemmer sig bl.a. én i mors sko og i fars kaffekop, men de smager ikke helt så godt, som de plejer...

Brillebjørn af Ida Jackson

Brillebjørn er en ny, charmerende serie om en skøn lille bjørneunge, der går i børnehave og har to mødre. I en af historierne, ”Brillebjørn bager”, skal der bages boller til festen i børnehaven, men det går ikke helt efter planen. Fortællingerne om Brillebjørn er gode, små hverdagshistorier til de 2-4-årige.

Bøgerne om Noa af Kirsten Sonne Harild

Nora går i vuggestuen Stjerneskuddet, og det er netop genkendelige hverdagssituationer for vuggestuebørnene, der fortælles om i de søde historier ”Nora går i vuggestue” og ”Nora skal sove”. Nora er desuden lillesøster til drengen Willi, som også har sin egen fine serie med hverdagshistorier til de 2-4-årige.

Nora-bøgerne af Irene Marienborg

Der er kommet endnu en ny Nora på banen. Bøgerne om Nora indeholder små, søde historier, som mange børn på 2-4 år vil kunne spejle sig i. Nora går i børnehave og kan ikke lide at gå på toilettet i ”Jeg skal tisse! siger Nora”, men heldigvis har Nora en god ven, som hjælper Nora med at få mod på at prøve. I de andre historier oplever Nora at blive storesøster, hun bager kage med sin mor, og hun øver sig i at smage på grønsager sammen med sin farmor.

Lili-bøgerne af Kim Fupz Aakeson

I de skønne Lili-bøger til de 2-4-årige møder vi pigen Lili og hendes hund Vovvov. Lili er en nysgerrig og opfindsom pige, der næsten altid har en god idé, som må prøves af. Tingene går dog sjældent efter planen, og det kommer der mange sjove situationer ud af, fx når Lili børster tænder, graver en fælde til vilde dyr i haven eller maler med flotte farver uden en voksen i nærheden. I ”Lili syr en ting” låner Lili mors symaskine, uden at mor ser det, og Lili opdager, at syning er lidt svært og kræver både gåpåmod og fantasi. Det har Lili heldigvis! Billederne i bøgerne opmuntrer på herlig vis til dialog, fordi der sker mere, end teksten fortæller.

Carl for de mindste af Ida Jessen

Carl for de mindste af Ida Jessen Der er mange følelser og oplevelser at genkende og tale om for de mindste i Ida Jessens små, fine pegebøger om elefantungen Carl. En af dem er ”Carl er kilden”, hvor Carl vil lege med storebror Albert. Det ender i en kildeleg, som til at begynde med er sjov, men legen ender med at blive for meget for Carl. Carls følelser i situationen vil mange børn genkende fra leg med søskende eller venner, og pegebogen lægger op til en snak om at sige stop og blive lyttet til. Når børnene bliver større – 3-5 år – kan de desuden glæde sig til billedbøgerne om Carl, som er mindst lige så skønne som pegebøgerne.

Elna-bøgerne af Ane Gudrun

Søde Elna har fået sin egen serie med små gode historier. I ”Elna vil have æbler” er Elna på æblerov, men hun kan ikke nå æblerne oppe i æbletræet. I en anden historie, ”Elna møder en krabbe” møder Elna en krabbe, og hun bliver lidt bange for den, men måske krabben bare har lyst til spegepølsemad? Billederne er skønne i alle historierne om Elna, og hendes oplevelser er genkendelige for de 2-4-årige.

Sille-bøgerne af Sofia Rådström

Sille skal med far på indkøb i ”Kom nu, Sille”, den ene af to skønne historier om pigen Sille. Far har travlt, men det har Sille slet ikke, og hun oplever mange spændende ting på vejen hen til butikken. I ”Sille skal dele” får Sille besøg af sin ven Esther, og det er hyggeligt – lige indtil Esther begynder at lege med Silles legetøj! Det kan være svært at dele, og det er en oplevelse, som mange børn på 2-3 år vil kunne relatere til. Teksten i bøgerne om Sille er for øvrigt skrevet på rim, som gør dem sjove at læse højt og lytte til. De er egnet til de 2-3-årige, og forhåbentlig er der flere bøger på vej.

Berta-bøgerne af Ingrid Olsson

Berta er en skøn, handlekraftig pige, som børn på ca. 2-3 år vil kunne spejle sig i. I ”Berta går en tur” får Berta besøg af mormor og mormors hund Lasse. Berta er glad for Lasse, og de går en tur, uden at mor og mormor opdager det. Men pludselig dukker der en kat op! Der er små dramaer på spil i historierne om Berta, men heldigvis løser problemerne sig. Historierne om Berta kan også læses sammen med børn under 2 år, da det er papbøger, og teksterne i dem er korte og enkle.

Knorten af Per Bengtsson

Der er fart over feltet i bøgerne om den lille, nysgerrige dreng Knorten, der elsker at klatre, kaste og trykke på knapper. Nysgerrige og vilde børn på 2-3 år vil kunne sætte sig ind i Knortens oplevelser, når han i ”Knorten klatrer” klatrer op på borde, stole, bogreolen eller op på far – eller når Knorten nysgerrigt trykker på alle knapper, han møder i ”Knorten knapper”. Og der er mange sjove knapper i verden, fx knapperne på fars telefon, knapperne på vaskemaskinen, på tv’et eller knappen på naboens ringklokke. Bøgerne er sjove, og tegningerne er skønne.