Masters of Cinema - 10 film fra de største

Af Københavns Biblioteker
08.11.16
Inspireret af CPH:PIX serien Masters of Cinema har vi samlet 10 film fra nogle af de største instruktører gennem tiden.

Under CPH:PIX, der slutter den 9. november, har man blandt andet kunne se filmserien Masters of Cinema - en serie der beskrives som 'De seneste fra de største'.  Som supplement til disse har vi på Filmstriben fundet 10 fantastiske film af en række af filmhistoriens største instruktører. Det er måske ikke de seneste - men absolut nogle af de bedste.

Only Lovers Left Alive (2013, USA)
En psykedelisk vampyrfortælling af independent-filmens ikon nummer et - Jim Jarmusch. Musikken er hypnotisk og tidløs mens Tilda Swinton og Tom Hiddleston er formidable som vampyrparret, der har været gift gennem århundreder. Der er massevis af andre Jarmusch-film på Filmstriben, blandt andet de forrygende taxa-fortællinger i Night on Earth

Pianisten (2001, Østrig, Frankrig)
I Pianisten følger vi en sadistisk klaverlærerinde, der i afmagt og ensomhed ender i ustoppelig selvdestruktion. Den østrigske mesterinstruktør Michael Haneke viser menneskets skyggesider som ingen anden med en nøgtern og skarp dunkelhed. En grum perle af en film. Se desuden Det hvide bånd, Amour og Kode ukendt af Haneke på Filmstriben!

A Clockwork Orange (1971, Storbritannien)
Selvom den er fra 1971 er A Clockwork Orange stadig en dybt chokerende film, hvor Alex og hans bande med ultravoldelig opførsel huserer i natten i et fremtidens England. Enestående musik og lyd, visuel og æstetisk præcision og en fortælling, der synes foruroligende nutidig.

Youth (2015, Italien)
Youth foregår på et Thomas Mann-agtigt ferieresort i Alperne, hvor den pensionerede komponist Fred og filminstruktøren Mick forsøger at komme overens med alderdommen på vidt forskellige måder. Paolo Sorrentino balancerer livserfaring, humor og tragedie i en film fyldt med elegante billeder.

Holy Motors (2012, Frankrig)
Hr. Oscar køres rundt i en hvid limousine i Paris hvorfra han træder ud på gaden i forskellige roller: For eksempel som tigger, rablende, blomster-ædende kidnapper og døende mand – man ved ikke hvorfor, men det er hans arbejde. Leos Carax’ film er en af dette årtusinds mest opfindsomme og syrede fiktionsfilm.

Moonrise Kingdom (2012, USA)
Wes Anderson er kendt for sine stilrene film, hvor hver eneste indstilling er komponeret ned til mindste detalje. Moonrise Kingdom er dog mere end det: En rørende flugtkomedie om at blive teenager og kæmpe for kærligheden med alle kneb, især spejderkneb!

Somewhere (2010, USA)
Sofia Coppolas Lost in Translation (som også kan ses på Filmstriben) er blevet en kultfilm med en forrygende livstræt Bill Murray i hovedrollen. Somewhere er på samme måde en film, der med en skarp, super akavet humor skildrer menneskets ensomhed i form af den fallerede actionhelt Johnny Marco. 

Mommy (2014, Canada)
Xavier Dolan er et af de største instruktørtalenter lige nu inden for independent fiktionsfilm. Han eksperimenterer med filmsproget, men formår alligevel at lave film, der går lige i tårekanalerne. Mommy er et voldsomt portræt af en mor og hendes psykisk syge teenagesøn filmet i et spektakulært og nærværende kvadratisk 1:1 format. Soundtracket vil desuden få alle børn af 1990’erne til at blive nostalgiske!  

The Hateful Eight (2015, USA)
Der er garanti for forrygende dialoger og fantastiske billeder, når man ser en film af Quentin Tarantino – og masser af blod og eksplicit vold. Denne sneklædte western-gåde-komedie skyder med skarpt mod den mod vestlig racisme og den amerikanske kapitalistiske selvforståelse.  

Elephant (2003, USA)
Gus van Sants Guldpalme-vinder fra Cannes er så ubehagelig, at den er umulig at slippe, når man først har set den. Filmen er baseret på Columbine High School massakren i 1999 og skildrer hverdagsagtigt med bl.a. 10-15 minutter lange klip et skoleskyderi. Af andre film med samme tema kan Lynne Ramsays Hvad med Kevin? også anbefales (den kan også ses på Filmstriben!).   


God fornøjelse...

for at skrive en kommentar.
Materialer