Mød Mai-Britt fra Bag om København

Anbefalinger: Indholdet i nyhedsbrevet Bag om København skabes af en række medarbejdere og samarbejdspartnere. Én af dem er historiker og projektleder Mai-Britt Tollund fra Københavns Hovedbibliotek.

Fra vinduet i sit kontor ser Mai-Britt ud på hustage, kalkede mure og tårnet på Vor Frue Kirke. For hende er den udsigt essensen af byen. De mange helt almindelige bygninger og mennesker, der er flest af både i nutid og fortid, og så de ting og mennesker, der rager op eller stikker ud. Bygningsværker, mindesmærker, særlige personligheder. For hende er det blandingen, der gør København både skøn og fascinerede at gå på opdagelse i. Man ved jo aldrig, hvornår eller hvor man finder en af de detaljer, der sætter kulør eller perspektiv på historien.

Hvilken bog er du i gang med at læse?

Lige nu læser jeg Richard Ovendens bog "Burning the Books : A History of the Deliberate Destruction of Knowledge". Han er leder af det verdensberømte bibliotek i Oxford Bodleian Library. Richard Ovenden har samlet en lang række fortællinger om, hvordan bøger og viden har været under angreb gennem historien. Samtidig demonstrer han, hvordan angrebene er taget til i moderne tid. Og hvor samlingerne tidligere særligt var truede af krig, så skyldes angrebene også politiske, religiøse og kulturelle årsager: Fra ideologisk modstand mod bestemte typer af bøger, der fx kom til udtryk ved nazisternes bogafbrændinger i 1930’erne, til den ligegyldighed overfor den samfundsmæssige opgave, som arkiver og biblioteker løfter, der kan føre til mangelfuld finansiering, der igen kan have som resultat, at viden og kundskab forsvinder og mennesker derfor er mere påvirkelige af falsk information og ikke tager det alvorligt, når kilder og udsagn ændres eller forvanskes.

Vores fælles historie, vores fælles viden om alt fra forskningsresultater til borgerrettigheder er samlede i vores arkiver og biblioteker. Det er her, vi kan søge svar på, hvorfor vi lever som vi gør i dag. Hvilke valg har man taget i fortiden? Hvad var begrundelserne, hvordan er beslutningerne faldet ud? De beslutninger og overvejelser har givet os vores rettigheder som mennesker, som samfund, og både nutidens og fortidens skribenter har spekuleret og udlagt tingene, som de så dem. Det må vi ikke tabe adgangen til, heller ikke selvom vi kan være uenige i det, der står eller i den måde, man levede på - når vi sletter eller forvansker, så taber både vi og de mennesker, der kommer efter os. Diskussionerne gør os klogere, både på fortid og nutid.

"Burning the Books" er utroligt spændende skrevet, og man læser den næsten som en dystopisk spændingshistorie, hvor heltene - for sådanne er der også - er de arkivarer og bibliotekarer, der gennem historien har kæmpet for at bevare historien og den fælles hukommelse.

Hvis du skal anbefale én københavnerbog, hvilken er det så?

Det må blive "Københavnerliv" af Kåre Lauring, den er godt fortalt og med masser af billeder, så man kommer tæt på københavnerne. Den første af bøgerne handler om perioden 1857-1939 og dermed en by, der var helt anderledes end den, vi lever i. Gadenavnene er de samme, og lige som os gik de på arbejde, morede sig, købte ind – de levede og døde i de huse, vi stadig bor i. Men det var samtidig en anden by, der i starten af perioden var en lille, befæstet by bag voldene.

Byen kom igennem voldsomme forandringer, hvor der blev bygget nye bydele, indført helt nye transportformer og anlagt masser af industri. Og bortset fra det med industrien, så er det jo lidt samme udvikling vi oplever i dag med fx Sluseholmen, Nordhavn og metroen. Lauring har en enorm viden om byen og han deler begejstret ud af den, heldigvis har han skrevet flere bøger om københavnerliv, og jeg har haft stor fornøjelse af at læse dem.

Hvad er dit yndlingssted i København?

Det er næsten en kliche, for hver gang politikere eller andet godtfolk skal fortælle om et hemmeligt sted i byen, så er det bibliotekshaven på Slotsholmen. Men selvom det vel efterhånden er en vittighed at kalde stedet for hemmeligt, så er det stadig et utroligt skønt sted. Jeg har arbejdet i Rigsarkivet, og da spiste jeg jævnligt madpakkefrokost i haven. Så sad jeg der, omgivet af træer og politikere med papkaffekopper, med hovedet var fyldt af forestillinger om, hvordan den tidligere krigshavn havde genlydt af rullende tønder på brolægning, sømænds råberi og knagende træskibe.

Bag om København

Bag om København

Tilmeld dig nyhedsbrevet og bliv klogere på byen

Få fortællinger om Københavns historie, byens huse og livet i hovedstaden

Få viden om Københavns historie, byens huse og livet i hovedstaden

13.06.22