Når det skal være let at læse

Dit børnebibliotek anbefaler 6 spændende bøger til læsetræningen

Til læsestarten

I ”Op i læ” går Ib og Jo går tur i bjergene, da det bliver uvejr og de må søge ly i en hule. Tegningerne gør bogen spændende for startlæseren. Serien ”Max to bogstaver lydret” er god til den allerførste læsning.

Find flere bøger i serien ”Max to bogstaver lydret” her

Til begynderlæseren
For barnet, der lige har knækket læsekoden

I ”Højt spil” har der været indbrud i Verners hjem og hans spil til x-box er væk. Verner og Viggo ser en skummel mand sælge spil i forretningen og følger efter ham. ”Højt spil” er den første bog i den spændende serie ”Krimiserien”, hvor Verner og Viggo opklarer en række forskellige forbrydelser.

Find flere bøger i serien ”Krimiserien” her

I "Uhyret i skoven" går Adam og Otto vild i skoven, da de er på telttur med Ottos far. Historien stikker af i en uhyggelig retning, måske fordi drengene har en livlig fantasi. Historierne er spændende og en smule uhyggelige.

Find flere bøger i serien ”Adam og Otto” her

I ”En farlig opgave” er Lana udvalgt til at hjælpe den blå drage Rito med at finde ædelstenen Den Grå Safir, så alle verdens drager ikke dør. Safiren er stjålet af den onde heks Hela. Lana får hjælp af kattemanden Felix. En god og spændende fantasyfortælling med stemningsskabende tegninger, der støtter læsningen.

Find flere bøger i serien ”Den grå safir” her

Til den øvede begynderlæser

I ”Computermysteriet” skal Kamilles og Bastians familier flytte sammen i en lejlighed på første sal. Det betyder, at Kamille og Bastian skal dele værelse, og det synes ingen af dem om. Bastian skal gå i Kamilles klasse. På skolen har man mistet en del computere, som er forsvundet uden tegn på indbrud, og der er udlovet en dusør til dem, der kommer med oplysninger til opklaringen. Bastian og Kamille danner detektivbureauet Team A for at afsløre gerningsmændene.

Find flere bøger i serien ”Team A” her

”Besat” foregår i 1943, hvor Danmark er besat af tyskerne. De tre skolekammerater Ejner, Kaj og Betty beslutter sig for at starte deres helt egen krig mod tyskerne, da tyskerne besætter skolen og skyder deres lærer. Det bliver en meget farlig kamp. Bogen er spænding fra første side og er både uhyggelig realistisk og meget underholdende.

Find flere bøger i serien ”Tre i krig” her