Når det skal være let at læse

Dit børnebibliotek anbefaler 6 gode bøger om venskab til læsetræningen

Til læsestarten

For barnet der kan læse ord med to-tre bogstaver:

“Sif får en ven” af Kirsten Ahlburg. Ræven Sif leder efter en ven og finder en gås, der gerne vil være venner. De har det sjovt sammen og leger gemmeleg. Serien ABC lydret er en god serie til begynderlæsningen. Vælg ABC-lydret A til den allerførste begynderlæsning og ABC-lydret B til det næste niveau.

Find flere bøger i serien ABC-lydret A

Find flere bøger i serien ABC-lydret B

For barnet, der kan læse lidt længere ord:

“Pas på, fe!” af Marie Duedahl. Fe vil gerne til bal, men hendes mor siger nej, fordi heksen til ballet vil æde hende. Fe tager afsted alligevel, og så må hendes ven Musvit redde hende.

“Noah i 0.a.” af Marie Duedahl. Noah synes, det er farligt at gå i skole, at de andre børn ser uhyggelige ud og at skolen er det rene spøgelseshus. Da en dreng fra en større klasse vil give Noah buksevand, hjælper klassekammeraterne Noah. Pludselig ser de andre børn søde ud og det er ikke længere uhyggeligt at gå i skole.

Find flere bøger i serien Lydret 3

Til begynderlæseren

For barnet der lige har knækket læsekoden:

"Fodbold og finter - venner eller hvad?” af Birgitte Bregnedal. Thor er ny på skolen og skal for første gang have sin nye ven Lukas med hjem. De tager Thors hund Naldo med i parken for at træne den til ikke at bide i bolden. Men i parken synes Lukas det er sjovere at spille fodbold med nogle af de andre børn. Da Thor bliver nødt til at følge Naldo hjem alene, bliver han i tvivl om, om Lukas overhovedet er hans ven. Men det er han heldigvis og Thor ender med at få tre nye venner. Fodbold og finter er en god serie om venskab og fodbold.

Find flere bøger i serien Fodbold og finter

“Ninja Niller” af Rune Fleischer. Niller har ingen venner, men kan godt kan lide at gå i skole. En dag ser han to drenge give en anden dreng en olfert. Det får ham til at klæde om til helten Ninja Niller og bekæmpe mobning på skolen. Serien Ninja Niller er både morsom og aktionfyldt i bedste superhelte-stil.

Find flere bøger i serien Ninja Niller

Til den øvede begynderlæser

“Hvem vil lege med Gustav?” af Line Kyed Knudsen. Gustav bliver ked af det, da hans venner Frej og Oscar fra klassen begynder at lade som om, Gustav er usynlig. Gustav kommer til at sige noget grimt til Ida fra klassen, så hun også bliver ked af det. Men deres lærer Inge finder heldigvis på en leg, hvor alle kan være med.

Find flere bøger i serien Carlsens stribede