Øjeblikket af ubekymrethed

Af Københavns Biblioteker
18.11.14
Det anbefales at bruge nogle timer på at bladre sig igennem Sidsel Falsig Pedersens lille fine roman fra 2012: Måske går det over. En rigtig god beskrivelse af en sensitiv kvinde, der har fået ekstra knubs i hverdagen og har svært ved at finde fodfæste. Så svært, at det bliver en hel fest, når hun indimellem oplever et øjeblik af ubekymrethed.

Det var jo faktisk romanen "Hestens fødselsdag" af samme forfatter, som jeg var ude efter, men istedet fik jeg fornøjelsen af "Måske går det over". Jeg fik så mange små hverdagsagtige historier, hvor læseren hører om en mand og en kvinde, der lever sammen i en lejlighed. Vi følger dem i et års tid, hvor kvinden er sygemeldt efter en traumatisk oplevelse, som har slået benene væk under hende. Ingen af de to tilhører gruppen af ubekymrede mennesker, men det er hende, der er sygemeldt, mens han passer et arbejde. De handler ind, tager på ferie, besøger familien osv., og undervejs er der rigtig mange ting, der skal tages stilling til, og mennesker de skal forholde sig til. De små historier beskriver ekstra fint den symbiose, der kan opstå mellem to mennesker, der bare har rigtig meget brug for hinanden.

Jeg skal helt sikkert over vinteren stifte et nærmere bekendtskab med, hvad jeg tror er et fremragende forfatterskab.

for at skrive en kommentar.
Spørg biblioteket