”Oh my Ford” – når litteraturen rejser frem i tiden

Mere end stjernekrigere og space suits

Ofte når vi tænker på sci-fi, forbinder vi den med space suits, stjernekrigere og rumskibe, men når vi kigger nærmere på den litterære genre, opdager vi, at den evindeligt leverer en skarp samfundskritik, der er møntet på den nutid, som værkerne er født ud af og ikke blot en eskapistisk fremtid. Et eksempel på denne skarpe samfundskritik finder vi i Aldous Huxleys "Fagre nye verden" og E.M. Forsters "The Machine Stops". Begge bøger er kerneromaner i den klassiske dystopiske sci-fi genre, men de fremlægger to forskellige udgaver af et liv i fremtiden. 

Hvad er et menneske?

Hvor Forsters dystopiske samfund isolerer mennesket, i hvad der minder om bikuber under jorden,  da sørger Huxleys samfund for at befolkningen altid er tilfredsstillet fx med stoffet SOMA. Bernard og de andre borgere bliver dog også gjort barnagtige, da der i denne ekstremt sociale verden ikke er plads til hverken ensomhed, fordybelse eller individuel selv-realisering. Huxleys værk efterlader spørgsmålet: hvad er der tilbage af menneskets egen menneskelighed, i en tilsyneladende utopisk verden af teknologisk, stabil rationalitet, hvor menneskets brister er dresseret væk? 

Blikket udad, blikket indad

Det er spørgsmål som disse, der virker endnu mere relevant i dag end nogensinde. For hvad er vores udgave af stoffet SOMA, og hvilke menneskeskabte maskiner tilbeder vi? I den nyere litteratur ser vi eksempler som Jeff Vandermeers Annihilation-serie og Ursula Le Guins "Det Ny Atlantis", som fremmaler en mareridtsudgave af vores fremtid. Bag de kulørte beskrivelser i sci-fi litteraturen ligger der skarpe observationer af menneskets aftryk på verden og samfundet. Genren har altså lidt et lidt ufortjent ry for at være ’let’, hvor det snarere er bøger, som inviterer dig til at se med kritiske øjne på vores eget samfund.