Peter Øvig
Peter Øvig

Peter Øvig anbefaler

Af Københavns Biblioteker
08.11.16
Peter Øvig Knudsen er Månedens forfatter på Hovedbiblioteket. Her kan du læse hans personlige anbefalinger af bøger, du bør unde dig selv at læse.

       

Aldous Huxley: Den evige filosofi  

I stærk konkurrence med Herman Hesse (og hans alle-unge-SKAL-læse-den-mesterværk Steppeulven) må engelske Aldous Huxley være den forfatter, som har betydet mest for mig som menneske.

Mange er sikkert i gymnasiet blevet sat til at læse fremtidsromanen Fagre nye verden, men snup også nogle af de andre. For mig er hovedværet den (svære!) essayistiske Den evige Filosofi fra 1945, hvor Huxley forsøger at beskrive kernen i alle mystikeres erfaringer og dermed fange selve essensen i den religiøse oplevelse, som han mener er fælles for alle religioner. Min daværende kæreste tog for 25 år siden et billede af mig, hvor jeg ligger på et hotelværelse i det vestlige Irland og læser den – og vist ikke rigtig er til at komme i kontakt med …

Senere beskrev Huxley sine egne bevidsthedsudvidede oplevelser på meskalin i bogen The Doors of Perception, som lagde navn til rockbandet The Doors, da bogen blev genopdaget af hippierne i tresserne.

Få timer før Huxley døde i 1963, knap halvfjerds år gammel, bad han sin kone give ham en indsprøjtning med hundrede mikrogram lsd, så han kunne træde ind i den anden verden i bevidsthedsudvidet tilstand.
 

Suzanne Brøgger: Creme Fraiche 

Siden jeg læste Creme Fraiche (1978) som stor teenager har jeg anset Suzanne Brøgger for at være den mest interessante og klogeste forfatter i Danmark (OK, på det sidste punkt er så igen en konkurrent, nemlig Villy Sørensen).

Faktisk kom det så vidt, at jeg nogle år senere, efter at jeg var begyndt at skrive til hende og sågar tage på besøg (hvad hun accepterede med stor og venlig overbærenhed), spurgte hende, om hun ikke ville adoptere mig som sin søn. Det ville hun dog ikke …

Med Creme Fraiche og frem har Suzanne Brøgger skrevet eminent, inspirerende og provokerende autofiktion længe før, jeg hørte om begrebet. Hendes hovedværk i den genre er måske JA fra 1984.

(Når jeg nu står med mit eksemplar af Creme Fraiche i hånden, kan jeg huske, at jeg lånte den af min bedste vens kæreste – og aldrig har leveret den tilbage … Anne, hvis du læser dette: Jeg har din bog!)

 

Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen

For mig er Ahmed Akkaris selvbiografiske Min afsked med islamismen fra 2014 en af de vigtigste bøger, der er udkommet i Danmark i dette århundrede – og alt for få har læst den og fået den bevidsthedsudvidelse, som jeg selv oplevede.

Med den selvkritiske undertitel Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark (og fortalt til journalisten Martin Kjær Jensen) beretter Akkari sin egen historie om at blive radikaliseret som ganske ung i mødet med islamistiske prædikanter i Nordjylland – og siden blive en hovedperson i forsøgene på at sætte hele verden i brand som protest mod Muhammedtegningerne. Ikke mindst hans beskrivelser af hverdagen på visse muslimske privatskoler (hvor det f.eks. var fyringsgrund at medbringe en dansk avis på skolens grund!) er sindsoprivende og øjenåbnende læsning.

Efter læsningen tænkte jeg: ”For fanden, Pia Kjærsgaard havde jo ret i sine alarmerende meldinger om ghettodannelser!” ( – men, rolig nu, jeg er stadig uenig med Pia i stort set alt …)
 

Thorkild Hansen: Processen mod Hamsun

Det nærmeste, man kommer et forbillede for mit eget dokumentariske forfatterskab, må være Thorkild Hansen – selv om han til forskel fra mig tillader sig at gå langt ind over grænsen til fiktionen i sine bøger, så vidt jeg kan se.

Han skriver blændende. Og jeg har ikke lært så meget om cliffhangers og andre billige tricks fra forfatterens værktøjskasse, som jeg gjorde under læsningen af hans gigantiske trebindsværk fra 1978, Processen mod Hamsun, en biografi om den verdensberømte norske forfatter Knut Hamsum. De helt vilde og hysteriske reaktioner mod bogen i Norge kunne også give mig en fornemmelse af, hvor meget ballade man kan vække, hvis man skriver historier om virkeligheden, som nogle ikke vil høre.

 

Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

Den franske forfatter Delphine de Vigan graver i sin fantastiske, næsten-dokumentariske bog Alt må vige for natten fra 2015 dybt i historien om sin mors selvmord og dermed også, opdager hun, en barndom fuld af skjulte katastrofer bag den pæne overflade. I bogen følger vi hendes opklaringsarbejde og erkendelserne undervejs.

Jeg læste bogen, kort efter at jeg selv havde skrevet Nakkeskuddet om mine egne dokumentariske erfaringer, og jeg tror, at Vigans bog fik stor betydning for, at jeg i arbejdet med min BZ-bog turde vælge at beskrive min egen arbejdsproces som en del af historien. Fordi jeg havde erfaret, at selve processen måske næsten siger lige så meget om emnet som den traditionelle dokumentariske fortælling. 

Læs mere om Peter Øvig Knudsen her: http://www.litteratursiden.dk/forfattere/peter-oevig-knudsen

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket