Pigedyr og Ulvespring

01.03.23
Bog-Slabberas er en Booktalk på Sydhavnens bibliotek - hvor Anja og Lene, litteraturformidler og bibliotekar byder på læseinspiration, højtlæsning og kaffe.

I vinterudgaven af Bog-Slabberas bød vi på læsevitaminer i mørket, lige nok til at vi kan nå frem til foråret. Vi begyndte med slutningen, var forbi pigedyr, ulve og japanske huller, inden vi klemte os under den hviskende dør og så en sidste gang på alt smukt.
Læs med herunder, hvis du er nysgerrig på hvad vi anbefalede - og hvorfor!

"Vi begynder med slutningen"

Britiske Chris Whitaker har skrevet en roman, der har det hele: Smukke amerikanske landskaber, et spændende plot med et twist til sidst, en stærk kvindelig hovedperson i den 13-årige Duchess Day Radley, selverklæret lovløs og en hjertegribende historie om svigt og gamle traumer, der bobler op mod overfladen. Duchess bor sammen med sin lillebror Robin på 5 år og sin fallerede og ombejlede mor Star i en lille by ved Californiens kyst. En 30 år gammel drabssag er ved at kæntre både den lille familie og politimanden Walk. Han har et håb om at skabe balance i tingene, når drabsmanden løslades, for de to var engang bedste venner. Duchess derimod er ude efter hævn. Et episk drama af de helt store. Et lille snøftepapir kan være en god idé under læsningen. Filmrettighederne er allerede solgt til Disney.
 

"Noter til mig selv"

Essaysamling hvor hun berører emner som barnløshed, karriere og feminisme. Om angsten for at fejle. Om en far der er ved at dø af alkoholisme, en vild ungdom på Londons klubscene og hvordan hun kæmper med at bliver forfatter. Om kvindekroppen, dens tabuer – og om spiseforstyrrelser. Hun skriver om alt det der skaber et kvindeliv, gribende, modigt og rørende! En anmelder kaldte den for hård nydelse - Jeg mærkede den her bog helt ind i hjertet, jeg følte mig ramt flere gang og SET.
Hun kigger indad på en hel generations vegne, er ikke bange for at stille intelligente spørgsmål og reflekterer. Svarene er dine egne…
 

"Pigedyr"

I Cecilie Linds roman føler man sig både mægtig og forulempet som læser, for den handler om en helt ung teenagepiges forhold til langt ældre mænd, bl.a. præsten Dario, der både har døbt og konfirmeret Sara samt forholdet til veninden Rosas far, der med lige dele faderlighed og liderlighed efterstræber Sara. Romanen er en slags omvendt Lolita-fortælling, hvor perspektivet er Saras, og hvor hun ikke blot fremstår som en romanperson med psykologiske træk, men også som et billede på en kultur, hvor vi fremelsker lillepigen, og hvor hendes begær altid forudsættes af mandens blik. Sproget er voluminøst, smukt og billedrigt. En kompleks og insisterende roman, der egner sig godt til læseklubber, for der er utrolig meget at tale om. Og så er Cecilie Lind tildelt Kritikerprisen for ”Pigedyr.”
 

"Under den hviskende dør "

Wallace Price er død, og det er han mildest talt ikke tilfreds med… han har arbejde der venter, sagsanlæg og dommere der skal udfordres, folk der skal fyres og – nej Wallace Price har ganske enkelt ikke tid til at være død! Men det er han… han bliver høstet og kommer til færgemandens tesalon, hvor han langsomt får en forståelse af at der måske er mere til livet – og døden, end bare arbejde. For eksempel kærlighed. Færgemanden er ham, der hjælper dig videre til det der kommer efter døden – hvad det så end er? 
Det er en forunderlige og filosofisk fortælling om, at det aldrig er for sent at begynde at leve -også selvom du er død (!) for måske er døden er kun begyndelsen?
 

"Se en sidste gang på alt smukt"

Kristin Vego har skrevet 9 funklende noveller om begær, ensomhed, tab og tilgivelse. Det er noveller, der alle har kvindelige hovedpersoner og fælles for de fleste af dem er, at deres fortid med venner fra studietiden spiller en rolle i en ny erkendelse af, hvor de står i livet. Begæret efter at få et barn er også en central tematik i flere af novellerne. Sproget står virkelig i centrum i læseoplevelsen, og Kristin Vego undlader at binde sløjfer på historierne, men efterlader i stedet læseren eftertænksom og samtidig berørt, som de bedste noveller gør. Novellesamlingen udkom først i Norge, hvor Kristin Vego er bosat, og her modtog hun Tarjei Vesaas’ Debutantpris for den, og da den udkom i Danmark, blev hun også tildelt Bogforums Debutantpris. 
 

"Hullet" 

Asahis mand får nyt arbejde og de flytter til hans barndomsby ude på landet. Asahi bliver hjemmegående. Det føles som en meget meget lang sommerferie. En sommerferie som ikke har en ende, der er ingen mennesker, alle andre er på arbejde, hun har ingen penge og det er alt for varmt til at røre sig. Hendes virkelighedsopfattelse begynder at skride – og vi skrider med. En dag får hun øje på et stort sort dyr. Hun har aldrig set sådan et dyr før, hun bliver nysgerrig og følger efter det. Det forsvinder ned i et hul, og inden Asahi ved af det, er også hun faldet i et hul – et hul der passer lige nøjagtig til hende.
Det er en skarp kritik af det japansk arbejdsmarked og familiestrukturerne. Hvordan man som kvinde kun betyder noget i kraft af den rolle man udfylder, ryger man ud af den rolle – forsvinder man måske i et hul, der ikke som Alice i eventyrland fører til en anden virkelighed, men slet ikke nogen steder hen. 
 

"Ingen som dig"

Her har vi fat i en kærlighedshistorie fra Nick Hornbys hånd, der går på tværs af både alder, race og klasse og udspiller sig mellem to elskelige hovedpersoner, Joseph på 21 år og fraskilte Lucy på 41 år. Lucy er engelsklærer og afdelingsleder, Joseph er ekspedient hos slagteren og jonglerer flere småjobs, mens han bor hjemme hos mor. Han er ikke ligefrem kærestepotentiale, men han kan vel gå an som babysitter for Lucys to drenge? Snart håber de begge på mere end børnepasning. 
Vi er i midten af et kommende Brexit og får en fornemmelse af, hvor stor en kløft de to skal springe over for at have en chance med hinanden. De skal igennem akavede sammenkomster og politiske diskussioner - for slet ikke at tale om de danse-moves, der adskiller dem med 20 år. Det er sjovt, det er velskrevet, det er klogt og underholdende – det er Nick Hornby.
 

"Ulvespring"

Den handler om et helt særligt møde. Ulf Norrstig har sneget sig ud hjemme fra en frostklar nytårsmorgen, hvor han ellers skulle hjælpe til med at gøre klar til fejringen af hans 70-års fødselsdag. Han er taget op i skoven, for han har brug for at være i naturen og mærke stilheden. Der er spor i sneen efter ulv og Ulf får øje på noget i kanten af mosen. En stor hanulv, en enlig strejfer. Det er ikke første gang han ser en ulv, han har også skudt dem før.
”Jeg så ham, og mit liv var ikke længere almindeligt”
Ulf er pensioneret forstkandidat, han har arbejdet med skoven og naturen altid, han har været jæger hele sit liv. Mødet med ulven gør, at han begynder at se anderledes på jagten og dyrene, de er ikke længere trofæer han har skudt, men nogen han har slået ihjel…
Et portræt af et menneske, der langt oppe i alderen må ændre spor, og en kritik af hvad vi mennesker gør ved naturen. Ekman skriver klart og sansende, med stor sans for følelser og stemninger. Den bliver kaldt en klimaroman, det er et naturforsvar, men uden løftede pegefingre, - mere et se dog hvad vi har - lad være at gøre overgreb på det.