Queer før Kristus - et kærlighedsikon til din dannelseskanon

Hvilken lykke! Det danske boglandskab blev for få dage siden beriget med endnu en gendigtning af Sapfos fragmenter.

Danske fans af oldtidens kærlighedsdronning har indtil for nyligt måttet nøjes med en oversættelse fra 1924, men kan nu få stillet deres begær med hele tre nye danske oversættelser: ”Jeg er grønnere end græs”, Klim, 2020,  ”Sappho – Roser fra Piería”, Wunderbuch, 2020 og nu altså ”Sapfo” gendigtet af Mette Moestrup og filologen Mette Christiansen og udgivet på Gyldendal.

Men hvorfor Sapfo?

Selvom kun 650 af de oprindelige 10.000 linjer med Sapfo-poesi er bevaret, er Sapfo lig med overflod. En overflod af kærlighed til ikke én men mange elskede; en sanselig intensitet så høj, at man nærmest kan spise sig mæt i et fragment og, som Moestrup skriver i sit efterord i form af et brev til Sapfo, en multitilstedeværelse af alle oldtidens gudinder, Afrodite, Ishtar, Inanna.

Det særlige ved Moestrups gendigtning er, udover det dybt personlige efterord, et fokus på det rytmiske og lydlige. Sapfos digte er skabt til at blive sunget, ”lyrik” har vi jo fra ordet lyre, og så var det for resten Sapfo, der opfandt plekteret! Moestrup og Christiansen har kappet båndene til metrisk korrekthed og stræbt efter at gøre digtene klangfulde, rytmiske, ja nærmest dansable fornemmer man. Når jeg læser de ursmukke vers som

AFTENSTJERNE, DU FORENER ALT
HVAD DET BLÆNDENDE DAGGRY HAR ADSKILT
DU FORENER ET LAM; FORTJENER ET GEDEKID
FORENER ET BARN MED DETS MOR

bliver ordene automatisk sat til melodi i mit hoved, og jeg fornemmer lyrens klimpren.

Så slå dig løs kære læser, reserver alle tre bøger, hold dit eget orgie, sammenlign eller lad dig blot beruse i overfloden og dyb dig selv i Saphos milde strøm af ømhed, skønhed og power. Det er velgørende – I promise.