Redaktionens forårsfavoritter

14.03.22
Vi tager forskud på foråret med skribenternes bedste bud på litteratur, der aspirerer til latter og smil i de slidte vintersind. Vig bort korte, lange februar med din uvenlige gråtonede pallette af farveløshed; vi kommer med muntre morsomheder og begavede pudsigheder. Læs, hvad der får Caroline, Tage & Susanne til at le.

Grinegrædedigte

Pia Juul døde sidste år. Det er der ikke noget sjovt ved. Hvis man som jeg i det hele taget ikke synes, at der er ret meget sjov ved det hele, er hun et godt bud på en forfatter, som alligevel kan fremmane antydningen af et smil på den gotiske grimace (lad jer ikke snyde af det ledsagende fotosmil, det er kun til ære for fotografen!).

”sagde jeg, siger jeg” [skal være med småt, vi er i den diskrete afdeling her] er fra 1999, men blev i 2020 genudgivet på Asger Schnacks dejlige forlag. Digtsamlingen åbner med et citat fra Lesley Gore, som er en anden favorit blandt os triste piger (bare navnet, Gore!): ”It’s my party and I cry if I want to.” Så er det sagt. Siger det bare.

Digtsamlingen er selvfølgelig hverken lårklaskende eller livsbekræftende og frem for alt ikke – gud forbyde det – lalleglad. Men hør lige her:

 

Mit syn er blevet så dårligt
Jeg står foran en flyvemaskine
og siger, Hvornår mon den kommer

Dét er sjovt, på et niveau hvor de triste kan være med, synes jeg. Eller det her:

Jeg kommer lige fra en underlig onkel
søn af en hund
sagde jeg, siger jeg
-  Værre: søn af en puddel

Jeg elsker timingen i dét der ”værre” og komik handler som bekendt om timing. Måske er det upassende timing sådan at kalde Pia Juul for sjov så kort efter hendes død. Men det er også juulsk bilder jeg mig ind. Akavet, ukomfortabelt, grinegrædende.

Læs ”sagde jeg, siger jeg” blev der sagt. Ellers bliver det sagt, jeg siger det bare.

'Den dag Bitte blev bæredygtig' af Mette Reinhardt Jakobsen

Mange har i dag erkendt, at vores livsstil har indvirkning på de klimaforandringer, vi oplever. Således også Bitte som i juli-heden beslutter sig for, at noget må gøres! Hun starter med sig selv, og laver en liste over alt det, hun skal gøre anderledes: Mindre el, mindre kød og ingen bil etc.

Det går for så vidt meget godt, men Bitte konkluderer hurtigt, at venner og naboer også bør ændre livsstil, hvis det skal batte noget! Dog falder det ikke i god jord at Facebook-kommentere, hvor meget CO2-belastning vennernes ferierejser koster. Endnu værre går det, da Bitte får ansvaret for at se efter naboens luksusprægede hus under deres ferie i Island (med flyrejse og firehjulstrækker til at komme rundt).

Bittersødt humoristisk skildrer forfatteren de dilemmaer og fristelser, selv de bedste intentioner kan blive mødt med. Og hvor svært det er at gøre alting rigtigt i kampen mod klimaforandringerne. Man kan meget nemt reflektere over Bittes overvejelser og handlinger sat overfor egne erfaringer og holdninger om emnet.

Men selvfølgelig er Bitte mere end blot klimaaktivist – hendes relationer til familie og venner spiller helt sikkert også en rolle, for det der sker!

En charmerende, humoristisk lille roman om et alvorligt emne – og meget anbefalelsesværdig at bruge et par timer på!

Afrika møder Grønland

Tété-Michel Kpomassie skrev i 1982 ”En afrikaner i Grønland”, der beskriver en rejse, han foretog i 60érne. Kpomassie der er opvokset i det afrikanske land Togo fortæller om, hvordan han som barn i en traditionel afrikansk familie blev lovet bort til en slangekult. Det skal han ikke nyde noget af, og kort derefter læser han en bog om eskimoerne og bliver så fascineret, at han i en alder af 16 år beslutter sig for at tage til Grønland – et land uden slanger!

Vi følger den unge mands rejse op gennem Vestafrika og Europa bl.a. med ophold hos familie i Frankrig for dog først at ende i Grønland som 24-årig, hvor han slår sig ned for en længere periode. Bogen beskriver hans møde med den meget anderledes grønlandske kultur og natur indgående og meget morsomt på en varm måde.

Hans ophold i Grønland kommer til at vare halvandet år, hvor han bor hos forskellige familier fra det sydligste Grønland og op til Upernavik. Michels afrikanske udseende vækker grønlændernes nysgerrighed og morskab, og mødet med det fremmede bliver skildret fra begge sider.

Vi underholdes med alt fra de særlige grønlandske retter, som Michel udsættes for til hans møde med det meget kolde klima, de grønlandske slædehunde, sælfangst og ikke mindst den grønlandske gæstfrihed, som han nyder godt af. En særlig opmærksomhed får grønlændernes frie indstilling til skiftende seksualpartnere, hvilket han selv nyder godt af, men som også udfordrer hans moral og følelser.

Bogen er ikke udelukkende morsom; f.eks. behandles også befolkningens alkoholproblem, men det er en sjov og anderledes bog, fordi den skildrer mødet mellem to så vidt forskellige kulturer, hvor flere kontraster end hvidt og sort, varmt og koldt står i kø.

Er du til litterær luksus?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Bestsellere og anmelderdarlings”

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Bestsellere og anmelderdarlings”