Rejsebøger

Af Københavns Biblioteker
19.05.17
Mangler du ideer til dit næste rejseeventyr, så læs med her...

Politikens 'Turen går til...' er en gammel kending - og klassisker, når der skal planlægges ferie. Men biblioteket har også mange andre interessante serier af rejsebøger, der kan inspirere til nye og spændende eventyr. Så hvad end du skal på weekendtur til pulserende storbyer, kør-selv-ferie gennem Sydeuropa eller slænge dig på hvide sandstrande, så er der helt sikkert en guide der passer dig - og dit behov. Vi foreslår bl.a. følgende serier;

De klassiske
Foruden 'Turen går til' findes også 'Rejseguide med kort' - en fin serie af rejsebøger med kort der nemt kan tages ud og med på tur. 'Rejseguide med kort' findes til både nære og fjerne destinationer, men har særligt fokus på de europæiske.

De dybegående
Hvor 'En rejse gennem' er en serie af bøger der bringer dig tværs gennem spændende lande, og tager dig tæt på dets geografi, historie, køkken og udvalgte seværdigheder, tager Politikens 'Visuelle guide til...' læseren med dybt ind i særlige bygningsværker og spændende beskrivelser, idet denne serie ved hjælp af både tekst og illustration beskriver særligt europæiske rejsemål dybt og fint.

De hippe
'Vide Verden' og '111 steder som du skal se' er personlige og spændende fortællinger der særligt holder sig til europæiske og amerikanske storbyer. Begge brillierer desuden med guides til København, hvis sommeren skal nydes i vores skønne hovedstad.

De hurtige
'Kort og godt' og 'Top 10' kommer vidt omkring men fælles for dem er, at de er nemme at have i tasken og de kan bruges som den hurtige og lette guide til nye, spændende steder.

De internationale
En klassiker blandt rejsebøger er også Lonely Planet, der efterhånden dækker det meste af verden. Lonely Planet fås i både klassiske - og pocket udgivelser, og flere af udgivelserne er også oversat til dansk.

Og så er der vist ikke andet at sige end rigtig god tur.

 

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket