Roland Huntford: Scott & Amundsen

11.12.09
Kapløbet om Sydpolen dengang mænd var hårdføre og kvinder ikke eksisterende er en opdagelsesrejse, man gerne rejser med på i selskab med Amundsen og hans tapre mænd.

Huntfords beskrivelse af den britiske Robert Falcon Scotts og den norske Roald Amundsens kapløb til Sydpolen i 1912 er hæsblæsende spændende som nogen kriminalroman. Vi følger skiftevis de to polarforskeres forberedelser til rejsen, og henholdsvis Norge og Englands forskellige baggrunde for ønsket om at blive den nation, der opdagede Sydpolen.

 

Norge havde efter løsrivelsen fra Sverige behov for at markere sig som selvstændig nation, og nordmændene havde som kystfolk en fortrolighed med havet og kendskab til skiløb, der gjorde dem egnede til en sådan ekspedition. Amundsen var inspireret bl.a. af Fridjof Nansens Grønlandsfærd, men selvom han var påvirket af den heltedyrkelse og nationalromantik, der fulgte i kølvandet, så var han som ekspeditionsleder praktisk, vellidt af deltagerne og en dygtig organisator. Med ganske få økonomiske midler, satte han sig grundigt ind i alle forhold, der var nødvendige for ekspeditionens succes, og lærte f.eks. af grønlandsekspeditionerne at ski og slæder og hunde var den rette transportform i Sydpolen. Af netsilik eskimoerne lærte han at præparere og sy sælskindstøj og sko, og han blev også hurtigt klar over, at eskimoernes kost med rige mængder af frisk sælkød gjorde, at man kunne undgå skørbug.

 

England følte på det tidspunkt sin magt eller enerolle som stormagt truet af nationer som Tyskland, Østrig og Holland og havde derfor brug for at markere sig f.eks. som en nation, der fandt nyt land. En måde man kunne stige i graderne på i det britiske militær, var bl.a. ved at deltage i en polarekspedition, og Scott som havde en baggrund i den britiske flåde så hurtigt en mulighed i Sydpolsekspeditionen. Med en enorm økonomisk støtte i ryggen men uden at have nogen som helst videnskabelig interesse i foretagendet og uden at bruge tid på at skaffe sig erfaring og viden indenfor polarforskning, blev Scott den leder, der udygtigt og umenneskeligt ledte den engelske ekspedition katastrofalt i døden.

 

Hvor nordmændene spiste sælkød, spiste englænderne dåsemad og fik skørbug, og hvor nordmændene anvendte hunde og ski, brugte englænderne ponyer, der sank ned i sneen, og mænd der selv trak slæderne – for lidelse skulle der til, før noget kunne blive godt! Hvor man hos Amundsen ser almindelig sund fornuft og solidt arbejde, ser man hos Scott en sådan arrogance og dyrkelse af improvisationen, at det næsten forekommer urealistisk.

 

Bogen er smukt illustreret med samtidige fotografier og kort, og forfatteren har medtaget uddrag af breve og dagbøger fra ekspeditionsdeltagerne, der alt sammen er med til at bidrage til en medrivende og gribende skildring af slutningen af de store opdagelsesrejsers klassiske epoke, hvor mænd stred sig frem med ski, slæder og hunde.  

 

for at skrive en kommentar.
Materialer