
Susannes litterære nytårsforsæt
'De andre' af Mikael Josephsen
I 2022 vil jeg glæde mig til at læse Mikael Josephsens roman 'De andre'.
I december havde jeg et højtlæsningsarrangement sammen med min kollega og skribent på eReolen Mathias, hvor vi anbefalede hårde julegaver til lånerne. Mathias fortalte, at hans største læseoplevelse i 2021 var romanen 'De andre', og selvom det kan lyde spøjst, gav en sort humoristisk skildring af en brutal tandudtrækning på en hjemløs mig straks lyst til at læse Josephsens bog! Romanen handler om livet som hjemløs og misbruger i Danmark, og skildrer både den barske hverdag men også det tiltrækkende ved livet uden fast bopæl.
Da jeg endnu har til gode at læse bogen, vil jeg nøjes med at bringe andres anbefalinger af den. Litteratursiden skriver: ”Bo sover på et offentligt toilet, Konen i en container. Sammen med de andre hjemløse slås de for overlevelsen i en rystende og menneskelig kollektivroman om livet som hjemløs.”
På Forfatterweb skriver Ester Skibsted Holm: ”Vi giver måske en 20’er til en hjemløs og får Hus Forbi med hjem, men hjemløse er ikke bare hjemløse. De er mennesker med længsler, begær og historier, med stækkede vinger og tragiske barndomme. Når man har læst 'De andre', ændrer synet sig på ham eller hende, der sover i tunnellen eller lader telefonen op i Føtex’ cafeteria hver morgen. På ekstremt sympatisk og indfølende maner fortæller Josephsen om ”de andre” – og på den måde også om dem, der går forbi og skal hjem til et varmt hus og pynte op til jul.”
”De andre” formår at få os til at reflektere over, om vi kan være tilfredse med, at nogle mennesker lever under så uværdige vilkår i vores ellers rige og nogenlunde ligeværdige samfund.
Af andre danske forfattere, der har beskrevet livet på bunden af samfundet, kan jeg anbefale Jakob Ejersbos roman 'Nordkraft', der foregår i Aalborgs misbrugsmiljø, og Jonas T. Bengtssons roman 'Submarino' om to brødre, der på baggrund af deres traumatiske barndom hver på deres måde udvikler sig destruktivt.