Tivoli for 175 år siden

En tur i Tivoli på åbningsdagen 1843

Af Erik Nicolaisen Høy, Politivennen Live Blogging

"Vi har allerede et Tivoli. Det Tivoli som hr. Carstensen har bebudet færdigt i august, kommer flere år for sent, for vi har i en række af år haft et tivoli, skønt størstedelen af Københavns beboere der frekventerer det, synes at være uvidende om det."

Denne stålsatte spådom kunne man læse i ugeskriftet Politivennen den 7. juli 1843, få uger før Tivolis første åbningsdag 15. august 1843. Artiklen fortsætter herefter med at opremse alle de herligheder der allerede eksisterede på Vesterbro og Frederiksberg. 

Københavns Biblioteker har snesevis af bøger om Tivoli, også digitalt udover tidsskriftet Politivennen. Ud fra dem har vi prøvet at rekonstruere hvordan Tivoli så ud da det åbnede for 175 år siden - og linke til artikler i Politivennen. Næppe nogen ville i dag have gættet at de var kommet til Tivoli, hvis de så det i 1843!

Sunes video viser det hele fra oven: Først Tivolis placering i dag, dernæst med voldgraven lagt ind. Så med Tivolis placering på voldgraven. Vi har fundet nogle gamle kort over hvordan Tivolis forlystelser mm. fordelte sig på terrænet og dernæst fundet nogle gamle tegninger frem af disse. Og så har vi ellers været rundt og fotografere steder i Tivoli i dag.

Den korte version kan du finde på denne præsentation.

Den længere kommer her: En tur i Tivoli & Vauxhall - som det hed indtil 1915 - ville dengang som nu ske gennem indgangen. Vi har indflettet citater fra Politivennens beskrivelse den 29. september 1843. At priserne var opskruet, fremgår af en artikel i "Politivennen" den 15. september 1843:

"Indsenderen af dette der har set de udenlandske tivolier, navnlig det i Hamborg, finder det meget forunderligt at priserne hos konditorerne og restauratørerne er langt højere end der, og især da entreen er så billig."

Megen lighed med nutiden er der ikke. Bl.a. begyndte forlystelserne først kl. 5. Dem var der to af: Rutsjebanen og karussellen. Ellers stod den mest på midlertidige optrædende: hr. Berg viste ridekunst i et cirkus, norske hr. og fru Dahl linedans over stadsgraven til ravelinen. Ellers stod de faste forlystelser på vokskabinet, bazar, kuglefontæne, koncertsal med musik af Lumbye og gondolfart.

Umiddelbart når man kom ind, kom man ind i haveanlægget, og til højre kunne man se den "kinesiske" Bazar med butikker og restaurant. Til venstre Lardellis Pavillon (senere "Slukefter"), et teater (hvor Pantomimeteatret ligger i dag) og endnu længere væk voldgraven med Vesterports Bastion.

Fortsatte man videre ind, kom man forbi tepavilloner til højre og cafeer og Belvedere til venstre. Bagved Belvedere ville man have adgang til en lille gondolhavn og voldgraven. 

Nu var man halvvejs igennem, og nåede til Koncertsalen (hvor Glassalen ligger i dag) med et observatorium bagved til venstre, mens der til højre var volierer, Colonnen, billard og Kilden.

Så var man nået til rosinen i pølseenden, Rutsjebanen (der så helt anderledes ud), jernbanen, keglebanen og broen til Holcks Ravellin, en ø der hørte til volden. Rutsjebanen fik følgende salut i "Politivennen" den 25. august 1843:

"Rutschebanen i Carstensens Tivoli kan vel skaffe en hårdfør rutscher, men næppe en forkælet dansker fornøjelse. Ser man hvorledes de personer der sidder i vognen, i ordets sande betydning styrter ned, ofte mister hatten på halvvejen ved den voldsomme faren ned og op, ser man hvorledes frygt og gysen afmaler sig på deres ansigter på den 7 sekunder lange rutschetur, så begriber man ikke hvorledes noget menneske kan få den ide at gøre denne som det synes halsbrækkende tur."

Efter den succesfulde åbning ændrede tonen sig i Politivennen. Nu anerkendte man Tivolis berettigelse. I stedet omtalte man nu rygter om at Tivoli var enevældens forsøg på at distrahere utilfredsheden. Dette kunne Politivennen dog på sarkastisk vis benægte, se artiklen fra 15. september 1843, hvor man ikke tiltroede folk evner til det:

"Disse gode folk der i øvrigt mangler de fornødne evner til rigtigt at kunne fatte de forskellige genstande som oppositionsbladene bearbejder, hænger sig kun i det som er vand på deres mølle: nemlig når der forekommer de mest uforskammede bagvaskelser mod højtagtede mænds, ja selv mod regeringens handlinger - for med den vigtigste mine at føre sådant sprog som om sådant kom fra deres egen hjerne"

Og Politivennen kunne 27. oktober 1843 meddele at nu var Tivoli lukket for i år! Rygterne var åbenbart løbet land og rige rundt, for besøgende søgte forgæves at komme ind i haven. Resten er historie, og flere af Politivennens maleriske aritkler kan findes på dette link. Bl.a. en artikel fra året efter, 2. august 1844 om at Tivoli var ved at udkonkurrere de samme forlystelser som man i 1843 spåede overflødiggjorde Tivoli. Og de tumultagtige slagsmål som opstod i forbindelse med 1-årsjubilæet. Resten er historie.

Tivoli
Rutchebanen
Af Københavns Biblioteker
10.04.18