Trend eller antitrend

Fuck dét! Nej, vi bander ikke ad dig. Der er tale om en ny trend inden for litteraturen om selvhjælp og personlig udvikling.

Egentlig er det en anti-trend; et oprør mod den grænseløse udviklingskultur, præstationssamfundet og ikke mindst jagten på Det Lykkelige Liv. Anti-trenden tager dog ikke kampen op med filosofiske eller psykologiske argumenter. Den vil have dig til at knytte din næve og hvæse: ”Fuck dét!” De kulørte titler skiller sig også ud på boghandlernes hylder, og det er jo en ikke helt utilsigtet bonus for forfatterne.

Herhjemme førte Svend Brinkmann an med den provokerende ”Stå fast!” hvor han bl.a. opfordrede til at tage nej-hatten på og at dvæle ved fortiden. Brinkmann fik tordnende succes, og ”Stå fast” er ikke bare oversat til flere sprog, den er også blevet til et teaterstykke, hvad der ikke overgår megen faglitteratur. Men er det ikke bare en ny skole, man så skal bekende sig til?

Ja og nej. Jo, du kan købe mange bøger, gå til foredrag og melde dig til kurser i denne anti-selvhjælpslitteratur. Gammel vin på nye (dyre) flasker kan det ligne, men ny tænkning er det faktisk ikke. Brinkmann er meget stoisk inspireret, og stoicismen kulminerede med den romerske kejser Marcus Aurelius, mens de mange ’fuck dét’-bøger er meget buddhistisk inspirerede. Det er den oprindelige mindfulness-tankegang, der spøger her, men i en mere eksplicit, actionpræget version, der sælger flere bøger i lufthavnen.

Det skal man dog ikke være ked af. Stoikere og buddhister udtænkte mange ens grundprincipper uafhængigt af hinanden på tværs af kontinenterne, og begge filosofier har ganske vellykkede bud på, hvordan man bliver et bedre menneske over for andre og sig selv. Og det er jo et ganske nobelt mål med sin egen iboende belønning.

Læs mere her: Post på bloggen #Bogsnak

Læs om KKB’s selvhjælps-læseklub her: Den ny læseklub om selvhjælp- og selvudviklingslitteratur

Læs også: Ny artikel i Kulturmonitor

31.07.19
Spørg biblioteket