Verdens bedste magasiner på eReolen Global

26.02.21
Magasiner som The New Yorker, Vogue og Newsweek kan fremover lånes i eReolen Global eller i den dertilhørende app Libby

Tidligere lå magasinerne på RB Digital, men er nu flyttet til eReolen Global og Libby, hvor det bliver endnu nemmere at få fat på dine yndlingsmagasiner.

Du kender måske i forvejen eReolen Global og Libby, da det også er her, man låner de engelske ebøger og lydbøger.

Med eReolen Globals overtagelse af magasinerne bliver der fremover endnu flere magasiner at vælge imellem, og der vil ikke længere være noget loft over antal udlån.

Man vil altså ikke kunne møde magasiner, hvor kvoten er brugt op.

Ikke længere behov for en brugerprofil

Det betyder desuden, at man ikke længere skal oprette en brugerprofil for at læse magasiner. Man skal blot benytte det almindelige bibliotekslogin.

Når man er logget ind på eReolenglobal.dk, vil man kunne vælge imellem materialer som ebøger, lydbøger, materialer til børn og unge og nu altså også magasiner. 

Hvad end det er The New Yorker, Vogue, Architectural Digest eller Newsweek, kan du give dig i kast med dit yndlingsmagasin helt gratis direkte på din smartphone eller tablet.

De fleste magasiner er på engelsk, men der findes også en lille samling danske tidsskrifter.

Danske tidsskrifter i eReolen Global Magazines:

  • Antik & Auktion Denmark
  • ISABELLAS
  • Vi Unge
  • Spis Bedre
  • Psykologi
  • IN
  • Elle Decoration

Magasinerne tæller ikke med i lånekvoten, og ligegyldigt hvor mange magasiner man som bruger låner, er det stadig muligt at låne to bøger ad gangen ud over magasinerne.

Man låner magasinerne i 21 dage, hvorefter de automatisk returneres. 

Sådan gør du

Du skal hente den gratis app Libby til din smartphone eller tablet her.

 

Oprindeligt skrevet af ra, Gentofte Bibliotekerne.