Kalak - en erindringsroman af Kim Leine

Af Københavns Biblioteker
19.02.10
Jeg hørte forleden forfatteren Kim Leine fortælle hudløst og ærligt om sit liv og sit forfatterskab og genfandt derfor denne anmeldelse, eller rettere anbefaling, af hans debutroman Kalak fra 2007

Erindringsroman, en beretning om misbrug eller en beretning om det moderne Grønland på godt og ondt, står der på bogens omslag. Eller OG en beretning om det moderne Grønland på godt og ondt. I hvert fald en roman om kærlighed…også til læsere der ikke lider af samme (u)lykkelige kærlighed til Grønland som jeg gør. I hvert fald har min kollega Jette samme intense oplevelse af romanen som jeg – og hun er ikke på samme måde dedikeret til det grønlandske.

Kalak er grønlandsk slang for ”en skide grønlænder” og det er Kim – og det vil han gerne være. Kim deler navn med romanens forfatter, og det er tilsyneladende kun ordet roman der adskiller romanen fra at være virkeligheden; med alt hvad det medfører af en for læseren usynlig grænse mellem virkelig og fiktion (tænker nogle andre mon også på Romer: Den som blinker er bange for døden?).

Men det betyder altså ingenting for min oplevelse: Kalak er en fantastisk repræsentant for den socialrealistiske skildring – poetisk, barsk, nødvendig og helt igennem altopslugende hvad enten det er historien om incesten, det danske sundhedsvæsen eller Grønland som man bliver mest opslugt af. Eller dem alle.

Misbrugshistorien og mødet med det danske sundhedsvæsen fik mine tanker hen på Bengtssons: Aminas breve; på samme måde som det sker via Janus får Kim mig til at overveje hvem der er normal? Og hvem der bestemmer det? Mens Kim er indlagt på psykiatrisk afdeling skal han ”generhverve tabte færdigheder, ikke sætte spørgsmålstegn ved dem” men det er svært ikke at synes at det på sin vis er patienten der i det her tilfælde har fat i den lange ende – eller i hvert fald har overblikket til at gennemskue de regler, normer og værdier man skal tilpasse sig for hurtigst muligt at slippe ud – og for Kims vedkommende af slippe af sted til Grønland igen.

”Jeg er østgrønlænder,” forklarer Kim, og det forstår man godt, han har valgt at være. For til trods for de alskens ulykker der er forbundet med det liv i Grønland som Kim fører, så er hans beskrivelser af natur&mennesker, normer&værdier så fulde af omsorg for og kærlighed til det sted der om noget kan give ham livet tilbage…men altså også næsten tage det fra ham igen. Han lærer hurtigt sproget deroppe og det er som om at han gennem dette nye sprog får mulighed for også tilegne sig et nyt liv.

Igennem skriftsproget, igennem udarbejdelsen af denne roman, gør han det så igen; tager et nyt liv til sig. Epilogen er fra oktober 2006. Det er så tæt på det tidspunkt hvor jeg læser denne roman og hvor Kim er tilbage i livet igen at hårene rejser sig på armene af mig og klumpen vokser i halsen på mig. Jeg har været med helt derude hvor han næsten, og med næsten god grund, kunne have valgt døden – og er nu tilbage med flere bøger i skrivebordsskuffen har jeg læst et andet sted. Det tegner godt for Grønland, for Kim og for læserne!

Februar 2010:
Siden Kalak har Kim Leine udgivet romanerne Valdemarsdag (2008) og Tunu (2009) og der er, stadigvæk, mere på vej.

for at skrive en kommentar.
Spørg biblioteket