5 aktiviteter for hele familien

24.03.21
Børneetagen LÆS på Københavns Hovedbibliotek er en unik oplevelse i bogstavernes og bøgernes verden for store og små. Vi guider til 5 hyggelige aktiviteter for hele familien.

1. Læs højt for hinanden

Læs højt for hinanden på trappen i Ordbjerget eller i en af de mange læsehuler udformet som træer, vulkaner og huse. Gå på jagt efter den næste fælles læseoplevelse blandt etagens mange bogudstillinger med emner og serier elsket af børn. I kan altid spørge en af etagens børneværter om hjælp til at finde en god bog.

2. Leg med tumlebogstaver

Leg med bObles tumlebogstaver i Bogstavkilden – en zone indrettet med inspiration fra hav og strand. Byg et tårn med konsonanter eller gå på alfabetsafari. Her er også en klatrevæg og rutsjebane for mindre børn.

Børn der leger med tumblebogstaver på børneetagen på Københavns Hovedbibliotek.

 

3. Gå på bogstavjagt

Spørg en børnevært efter ark til bogstavskattejagt. Hele familien kan gå på opdagelse i etagens mange detaljer og spotte bogstaver undervejs. Arkene findes i forskellige sværhedsgrader.

4. Dyst mod hinanden

I området for de større børn er der fire indbyggede spilleplader i de farverige trækasser. Her kan I dyste mod hinanden om ord og fortællinger eller skøre måder at læse på, fx på alle fire eller med benene på nakken. 

5. Slip kreativiteten løs 

Tegnstationen er børneetagens tegne- og skriveværksted. Her er farver og blyanter samt tegne- og opgaveark, så både store og små kan slippe kreativiteten løs.

Et læseunivers for børn

Besøg børneetagen LÆS - et læseunivers, hvor børn kan gå på opdagelse og lege sig ind i bogstavernes og bøgernes verden.

Læs mere om etagen og planlæg dit besøg her på hjemmesiden

Alt hvad I skal bruge

Københavns Hovedbibliotek er centralt placeret tæt på Nørreport Station. På anden sal ligger børneetagen LÆS. Her er fri adgang for børn og familier, mulighed for at spise sin medbragte mad og andre bekvemmeligheder:

  • Stor garderobe med mulighed for at låse ting inde.
  • Toiletter og puslerum
  • Spiseområde til madpakker
  • Café i stueetagen, hvor man kan købe kaffe og bagværk, som kan indtages på en af caféens mange siddepladser eller i spiseområdet på LÆS.
  • Barnevognsparkering i stueetagen lige ved elevator