Besættelsestidens skytsengle og smørrebrødsjomfruer

Kirkens Front: Det blev en af de dage man sent glemmer, da en mand fra Silkeborgegnen tog cyklen på arbejdet tidligt onsdag morgen, d. 5. januar 1944. Da han kom forbi Hørbylunde Bakker sydvest for byen så han noget i vejkanten, der skulle sende rystelser igennem store dele af den danske offentlighed. For der lå den kendte forfatter og præst Kaj Munk, dræbt med tre skud i hovedet.

Af Thomas Warburg, Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv

Clearingdrabet på den landskendte digterpræst blev i tiden efter markeret i de fleste  danske kirker og landets biskopper rundsendte, efter mange drøftelser af form og indhold, et hyrdebrev, der blev læst op fra de fleste prædikestole. Og på Vesterbro i København mødtes en lille gruppe mænd for at diskutere, hvad man nu kunne gøre for at beskytte de præster, de turde tale besættelsesmagten imod.

Resultatet blev oprettelsen af Kirkelig Hjælpefond á 1944. Gruppens officielle formål var at indsamle midler til indkøb af præstekjoler, men i realiteten havde man grundlagt et vagtværn, der skulle beskytte præster og ansatte ved Københavns Universitet, der følte sig truet af besættelsesmagten.

Gruppen havde sit udspring i Vesterbro KFUM, men kom med tiden til at hverve medlemmer fra hele københavnsområdet. Og i løbet af besættelsen trængtes det oprindelige formål også i baggrunden for en større, og væsentligt mere omfattende opgave - nemlig at sikre en stabil fødevareforsyning for modstandsbevægelsen i tilfælde af en væbnet befrielse.

Hovedaktørerne i denne reformation af gruppen fra at være et lille, undseeligt vagtværn til at blive en væsentlig brik i en kampklar dansk modstandsbevægelse var Paul Nedergaard (residerende kapellan ved Eliaskirken), Kai Lænkholm (præst i Frederiksholms Kirke), Egil Barfod (leder af Frihedsrådets københavnerafdeling), Willy Westergaard Madsen (leder af De Samvirkende Menighedsplejer og senere biskop i København), Haakon Falcke (præst i Eliaskirken) samt Frode Jakobsen (grundlægger af Frihedsrådet). 

Sammen med en lang række præster og andre medlemmer af de københavnske menigheder fik de, hen over sensommeren 1944, reorganiseret gruppen så den var klar til at træde til som forsynings- og sanitetstropper, såfremt Danmarks frihed skulle vindes gennem kamp. Ved samme lejlighed skiftede gruppen navn til det kortere og mere mundrette Kirkens Front, og det under dette, at offentligheden blev bekendt med deres arbejde efter krigen. En historie, der med tiden gled ud i glemslen, men nu hives frem i lyset igen.

Forsiden af Eliaskirkens menighedsblad fra sommeren 1945, hvor historien først kom frem. Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
22.01.20