Billie Holiday - en jazzlegende

10.07.17
Billie Holiday blev kun 44 år gammel, men hendes musik lever stadig i bedste velgående og bibliotekerne har både musikken, noder og biografier med en amerikanske jazzsangerinde.

Eleanora Fagan, alias Billie Holiday blev født den 7. april 1915 i Baltimore, Maryland, USA og døde 44 år senere i New York. Men hendes musik lever videre i bedste velgående.

Karrieren

Billie Holiday havde en turbolent opvækst, men tidligt vakte hun opsigt med sin Louis Armstrong-inspirerede sang og som 20 årig blev hun opdaget af jazz-komponisten John Hammond, som mente, hun var den største sanger, han havde hørt. Påvirket af saxofonisten Lester Young, udviklede hun sin helt egen personlige stil med vægt på sensuel og melodisk improvisation som tekstfortolkning. Selv om hun sjældent sang Blues, var en tekstfortolkning udpræget bluespræget.

I 1933 indspillede Billie Holiday sin første plade med Benny Goodmans orkester og i 1934 medvirkede hun i Duke Ellington-kortfilmen: "Symphony in Black". Hun blev medlem af Count Basies orkester 1937-38 og derefter af Artie Shaws i 1938. Hun var siden solist med forskellige pianister.

Billie Holidays lancering af "Strange Fruit" i 1939, var en kontroversiel anklage mod lynchninger i Sydstaterne og var egentlig udenfor hendes sædvanlige repertoire, men var samtidig helt i pagt med hendes kunstneriske egenart. Billie Holiday kunne fortolke tekster, så selv banale ord i populærmusikken kom til at lyde hjertegribende og som lysende poesi.

Privatlivet 

Billie Holiday var gift tre gange. Hendes første ægteskab introducerede hende til narkotika og startede et misbrug, som forsatte resten af hendes liv. Sammen med næste ægtemand fik Billie Holiday en narkodom i 1947. I fængslet blev Billie afvænnet, men da dommen medførte, at hun ikke kunne optræde steder hvor der blev serveret alkohol og dermed opretholde en indtjening, faldt hun hurtig tilbage til de gamle vaner. Hendes manager John Levy havde indgået en aftale med politiet om, at de ikke inspicerede hans klub så ofte, så Billie fik mulighed for at optræde her. Til gengæld tog John Levy alt, hvad Billie Holiday tjente i klubben, så det gjorde ingen forskel.

I 1952 giftede Billie Holiday sig med Louis McKay, der havde forbindelser til mafiaen og som forsøgte at få Billie ud af narkomisbruget. Det lykkedes ikke og da McKay, som mange af Billies andre mænd, var voldelig, holdt heller ikke dette ægteskab.

Fire år efter udgav Billie Holiday biografien: "Lady Sings the Blues", men mange mener, at den både var unøjagtig og upålidelig. Billie Holiday dør i 1959 og siden er der kommet mange flere biografier om Billies Holidays liv, som kan lånes på biblioteket, samtidig med at man kan låne musikken og noderne, for at opfriske minderne og musikken med Billie Holiday.

Materialer